Det er jeg vel også, men af intet kommer intet.
Der ligger nogle opgaver forude af dimensioner.

P er min mors ven. P er selvmedicinerende på daglig øl. Og det virker faktisk for ham på det stade han er nu.
Vi har snakket om det, min mor og jeg. For jeg har arbejdet på plejehjem, hvor jeg havde en alkoholdement borger. P er ramt af krisen på flere pusseløjerlige måder

- Den mest konkrete er, at han blev fyret.
- Den indirekte er, at man fokuseret på sociale bedragere.

Disse er hovedpunkterne, som udspecificeres her:

En alkoholdement, som husker dårligt på korttidshukkommelsen og er blevert fyret i denne krise kan få store problemer med sine skattepapirer og fagforeningspapirer. Han kan ikke overskue eller huske det, simple as that. Og så er der de obligatoriske ansøgninger, som følger med de der dagpenge.
Min mor har ikke besøgt ham længe, for vi blev begge forskrækket efter DRs serie om socialer bedragere, der ransager nøjer, hvornår mennesker har fælles økonomi.

Min mor og jeg besøger P lige nu. Han har ikke ordnet have, regninger skal tjekkes, og vi skal have slæbt brændestabel ind. Der er egentlig 3 stabler, men vi tager, hvad vi kan (målet er en enkelt stabel). P skal ikke have et hjerteanfald, og min mor og jeg kan kun, hvad vi kan. Træ er tungt.

P bor for dyrt, men han plejede jo at have arbejde. Han skal egentlig overtales til at sælge sit hus med tab og flytte i lejlighed, og hvordan overtaler man lige en alkoholdement? Han kan muligvis have en depresseion, og penge har han slet ikke mere begreb om. Koder til hvad som helst glemmer han rask væk, så han må ringe for at få hjælp til at hæve penge.

Der er en søn og nogle venner geografisk tættere omkring ham end min mor og jeg, men de ved endnu ikke, hvad der foregår. P sejler, og det kan man ikke lave om på. Nu er det et spørgsmål om støtte eller undergang.

Han er egentlig ikke min mors ansvar, men vil vi hjælpe eller lade ham synke? For han synker helt sikkert. Og hvad med de der sociale bedragere? Hvis P mangler penge fordi han ikke har begreb om dem og ikke får daglig støtte til at passe på dem - det gør han ikke - så er vi jo sociale bedragere, hvis vi giver ham en tudse til at overleve for, indtil næste gang vi kan komme.

I frihedens navn mener fagpersoner, at man ikke kan tvinge ham til at modtage hjælp - evt. til at styre pengene. Den frihed hader jeg! Han er sikkert også fri til at lægge lån om, selv om huset allerede er belånt, og det eneste reelle er at opgive huset og flytte i lejlighed.

Og så ved vi ikke med sønnen og vennerne. Men det skal siges til dem, for P klarer sig ikke uden støtte. Mon de vil hjælpe? P vil nok ikke hjælpes af andre end folk, han selv kender. At tænke sig, at vi kører vores økonomi sammen med Ps og kan katrgoriseres som socialebedragere, hvis vi hjælper ham med den tudse. Det kan vi jo i følge kontrolmedarbejderne.

Det er bare derfor jeg spiser, som jeg gør. Det er jo ikke bare P. Min mor skal også have moralsk støtte i denne situation...der er altid masser af opgaver. Måske jeg har en trang til at befatte mig med dem, som ingen andre vil røre.

Jeg spiser for at holde mig mentalt stærk...der findes en sang af Marc Cohn, som hedder The Rainy Season:

But you look older today
Than I've ever seen you
Think I know the reason
We might wash all our tears away
But you got to bundle up, bundle up, bundle up
For the rainy season.

Så at spise godt er "to bundle up".
Det ene eksistentielle spørgsmål efter det andet ryger lige i bøtten på mig...c'est la vie!