Jeg har lige set "Luksusfælden", og hold op, hvor kunne jeg identificere mig med hende, der var med...og så alligevel ikke helt - men de viser jo også de grelle tilfælde, så man kan sidde og godte sig og tænke: "Nå...så slem er jeg ikke... Godt det ikke er mig..."

Men, jeg er slem. Synes jeg selv. Og i denne måned har jeg prøvet at tage konsekvensen af det. Jeg har en indstilling, der hedder: "Det er også synd for mig, og hvis jeg vil have den dims, så skal jeg da bare ha' den - og så selvom jeg ikke helt har råd til det. Så må jeg jo finde pengene til det..."

Men det holder jo ikke i længden, og jeg kan ikke blive ved med at få overført penge, fordi jeg har brugt for meget.

Det er en lang historie, men jeg er helt sikker på, at jeg skal arbejde med den grundlæggende følelse af, at det er synd for mig. Fordi lige nu, er der ikke så meget, der er synd for mig... Det er ting i fortiden, som stadig spøger, ting, som er sket for lang tid siden, og sidst men ikke mindst, ting jeg ikke kan gøre noget ved.

Sket er sket, og det har været pisse hårdt at være mig, men lige nu, er det faktisk pisse fedt! Jeg skal "bare" se det og lære at værdsætte det. Jeg er så vandt til at tingene er svære og noget møg, så jeg kan slet ikke se, når det går godt...

Så....nu vil jeg kigge lidt på den følelse og se hvad den får mig til at gøre:

1. Trøstespise (Både når jeg har været dygtig, ik' så dygtig eller hvis jeg keder mig)
2. Trøstekøbe - både mad tøj og ting (Med følelsen af at "Jeg fortjener" som drivkraft)
3. Overdrevet TV-kiggeri og afslapning ("Jeg giiider ikke" - "Hvor er det synd for mig")

§ Det var synd for mig. For den lille pige, som mistede sin far som 2-årig.
- Min datter er 2 år, og jeg kan se hvor højt hun elsker sin far. Det ville være "devestating" for hende, hvis han gik i morgen og hun aldrig så ham mere.

Tuder allerede, både ved tanken om det, der er sket og det, der kan ske. Ved ikke om det er en god ting at tage hul på det her nu, men hvis ikke nu, hvornår så?

§ Det var også synd for den lille pige, at hende nye stedfar var alkoholiker. Jeg var bange for ham, og bange for at få smæk af ham. (ved ikke hvorfor, for jeg kan ikke huske, at han nogensinde har rørt mig)

- han var også pludselig væk en dag, så de tanker jeg havde gjort mig om, at det var min skyld, blev bekræftet, og jeg tænkte, at jeg måtte være meget varsom omkring min mor, for ellers ville hun også forlade mig (hvis jeg ikke opførte mig ordentligt)

§ Da jeg var 7, mødte min mor en ny mand. Han havde været single i mange år og forstod sig ikke så meget på børn, men han var da flink nok, og de blev gift efter 1/2 år og vi flyttede til Frederiksberg.
- Desværre kunne han ikke helt holde fingrene for sig selv, og overskred mine grænser ved at tungekysse mig eller kilde mig de forkerte steder, og selvom jeg sagde fra, var skaden jo sket - det forstod jeg ikke dengang.
Så jeg blev nødt til at tage afstand fra ham, og alt det han stod for, som min mor ikke kunne give mig så meget af: omsorg, når jeg havde krampe i benet om natten, putte, når jeg ikke kunne sove m.m.

Så dér rendte jeg rundt i min egen lille verden og lavede en masse ballade, og det er et under, at jeg ikke havnede på en flise ét eller andet sted, i mit forsøg på evig bekræftelse på, at jeg var god nok.

I dag er de alle 3 døde - alle mine fædre. Men minderne lever stadig, og arrene er der stadig. Jeg har et godt forhold til min mor, og har accepteret, at hun er som hun er...

Så det var virkelig synd for mig. Rigtig meget synd for mig. Men jeg har arbejdet så meget med mig selv, er kommet så meget ovenpå, som jeg aldrig havde kunne forestille mig. Der er bare stadig torne tilbage, som en hypnotisør forleden beskrev... og dem skal jeg arbejde med.

Det her var så første skridt - puha... Jeg tror at jeg vil begynde at behandle den lille pige indeni, som jeg ville behandle min datter. Godt, kærligt, omsorgsfuldt og forstående! Bum!