5 år siden

Starten: En uventet og uforudsigelig drejning

Update - Kasper Lund
Kasper Lund ...
3 år siden
3 hjullers cykel
Halina Abram...
2 år siden
Brain-fuck
Freema
1 år, 8 måneder siden
Dating.
Ruth Christe...
3 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
5 år siden
Jeg er ingen namedropper
Olivia Birch...
4 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
3 år siden
Påske
Hanna Fink (...
5 år siden
Bon jovi
Martin Micha...
2 måneder, 24 dage siden
Døde dun
Tine Sønder ...
6 år siden
Skulpturer blev færdige
Poul Brasch ...
7 år siden
Længe oppe.. :-)
RachelBlack
5 år siden
Like & del
Olivia Birch...
4 år siden
Spøgelser på vikingemarke...
Carsten Cede...
4 år siden
1-09
Halina Abram...
2 år siden
Hej med jer!
vintergækken
6 år siden
Kærlighed til et andet me...
Shawn Cee (J...
4 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
3 år siden
Protein pulver og ny fan ...
Kianna Kitte...
1 år, 2 måneder siden
Helbred
Hanna Fink (...
4 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
6 år siden
Israel
Salomon
4 år siden
Det fandme typisk, med de...
Racuelle Hei...
4 år siden
Hvalsang
Tine Sønder ...
6 år siden
Biltur fra helvedet...
Kianna Kitte...
1 år, 11 måneder siden
Jeg vil starte en gruppe ...
Johannes Han...
2 måneder, 23 dage siden
Faldskærmsudspring - Kasp...
Kasper Lund ...
3 år siden
Desværre.....
Halina Abram...
2 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
7 år siden
At skrive
Josephine Lø...
4 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
3 år siden
Jeg er en ung fyr på 18. Hele mit liv har jeg levet ret heldig. Jeg har været fyren som alle kunne gå til, hvis der var problemer. Ham der altid har virket til at have styr på skolen, vennerne, kærlighed og bare generalt livet. Og blev tit anset for at være meget moden af min alder at være. Jeg gik ud af min folkeskole med nogle af de bedste karakter mulige, var blevet optaget på HTX og havdeplanlagt mit liv fra start til slut. Alt virkede til at køre på skinner!

Indtil jeg i starten af mit første år på HTX 2011, fik konstateret lymfekræft stadie 2b og 3. Jeg kunne ikke lade være med at smile der lægen fortalte mig det. Ikke fordi jeg ikke have forstået alvoren af hvad lægen lige havde fortalt mig, men jeg kunne ikke lade være med at smile over den ironi som lige havde ramt mig. Jeg som havde planlagt hele mit liv til jeg bliver 60-70 år, får at vide som 16 årig at jeg har lymfekræft? Kunne ikke lade være med at have en følelse af at det var Gud der spillede mig et ondt pus. Ondt, men stadig ret komisk. Som om han prøvede at fortælle mig at jeg ikke styrede min fremtid og at jeg skulle lære at leve i nu'et.

fik derefter at vide jeg skulle igennem 8 "kurre" af Kemoterapi. (En kur = En uge med 3 dages kemo og ugen efter kun en enkelt dag med kemo). Men selv kurrene gik ikke som planlagt. Endte med infektion, sænket immunforsvar og indlæggelser. Så alt var blevet forlænget for mig.. Jeg mistede håret, fik kvalmen, opkast og en træthed som man aldrig kunne sove sig væk fra... Jeg vendæde mig til at være skaldet. Jeg lærte hvordan jeg skulle takle kvalmen og opkasten. Og efter et par uger med kemo og piller, havde jeg faktisk, trist nok vendet mig til at have gift og piller i kroppen. Men trætheden og de ensomme nætter, hvor jeg sad oppe på min seng og stirrede ud mod mørket var nok værst... Jeg har en del venner, familie og nogle jeg elsker. Og det ramte nok dem hårdest, men ærlig talt, så virkede de så langt væk i de nætter... For uanset hvor meget jeg ser dem og hvor meget jeg snakker sammen med dem, så føltes det virkelig som om jeg var alene i den mørke.. Og jeg prøvede konstant at holde mit humør oppe, være stærk og overbevise alle dem rundt omkring mig, om at jeg faktisk havde det helt fint! På trods at jeg virkelig bare havde brug for at falde grædende sammen... De ensomme nætter var virkelig et helvede... Et helved jeg ikke selv havde været skyld i, men som jeg nu befandt mig i og som jeg vidste at jeg havde brug for at kæmpe mig ud af.

Nogle personer spørger mig nu hvor jeg er kommet igennem det, om jeg nogensinde overvejede selvmord. Og lad mig være helt ærlig med dig, læseren. Jeg har aldrig været typen der ville bruge selvmord som en udvej. Aldrig. Men når man sidder på sine knæ.. Træt.. Udkørt og bare har fået nok af al den smerte og lidelse som livet havde givet en.. Så tænker selv den stærkeste af personer "Døden lyder faktisk som en befrielse lige nu...". Og jeg tænkte også "Hvis det her kuren (kemoterapien), så er det ikke det værd..".

Og nu sidder du måske og er lidt trist efter at have læst det her, eller også tænker du "hvorfor begik du så ikke selvmord?". Men du skal ikke være trist og du får svar på det spørgsmål, som du måske har eller ikke har stillet dig selv. Svaret er et simpelt ord "kærlighed". En pige som jeg havde skrevet med i, på det tidspunkt, 2 år, som bor på Sjælland, og som jeg vil vælge at kalde for "C". Vi havde aldrig mødtes i virkeligheden, men igennem de par år, havde jeg hjulpet hende igennem hjertesorger, dårligeforhold, vigtige beslutninger, kærlighed og generelt livet. Når hun var trist trøstede jeg hende. Når hun var glad grinte vi sammen. Og i løbet af den korte tid på 2 år, havde vi groet tættere og tættere på hinanden, til det punkt hvor vi var faldet for hinanden og havde noget kørende. Det var et meget "specielt" forhold, eftersom at hun havde en kæreste over på Sjælland og mig på facebook. Det skal lige siges at der ikke var annonceret noget på facebook, eftersom at vi bor på hver sin side af landet (jeg bor på Jylland foresten).

Men nok om det! Det er en historie til en anden gang.
Men der jeg fortæller hende at jeg havde fået kræft og skulle igennem kemoterapi, så sagde hun noget der gjorde mig ked af det, glad og gav mig mod, på en og samme tid. "Hvis du dør, så begår jeg selvmord!". Jeg elsker hende virkelig og har aldrig holdt så meget og så længe af en person, som jeg har gjort med C. Derfor gjorde det mig ked af det, men stadig glad fordi at det for mig, var ligesom hendes måde at vise mig på hvor meget jeg betød for hende. Men hendes ord hjalp mig med at komme væk fra de selvmordske tanker og gav mig mod, styrke, håb og en følelse af at jeg skulle igennem det her. Ikke kun for min egen skyld, men også for hendes!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Starten: En uventet og uforudsigelig drejning er publiceret 29/10-2013 20:09 af Dante Alighieri.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.