8 år siden

Starten: En uventet og uforudsigelig drejning

Et lille lys i mørket
Gittepigen
9 år siden
Min drømmedagbog! Del 1.
Winnie Leth ...
6 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
9 år siden
Bornholm, Bornholm, Bornh...
Michala Esch...
14 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
6 år siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
6 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
1 år, 2 måneder siden
Dagen før starten
Shawn Cee (J...
6 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
4 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
10 år siden
Dobbeltmoralsk miljøforkæ...
Merida Dunbr...
3 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
8 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
3 år siden
No, i will not keep calm....
Julie Vester...
8 år siden
Det var pindsvinets hjem
Olivia Birch...
6 år siden
Dronningmølle, og der er ...
Michala Esch...
14 år siden
Plan B
Dus
5 år siden
Dag nr. 5 på fyldepinden....
Gaffa Brandt
9 år siden
Tørret frugt og gamle und...
Carsten Cede...
3 år siden
Hundrede af dem
Poul Brasch ...
5 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
4 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
14 år siden
Farvel til ”vores udveksl...
Carsten Cede...
7 år siden
Første dag på Fyldepennen
Liza Abildsk...
7 år siden
Så er der nok snart...
Michala Esch...
14 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
9 år siden
Gud taler til alle
Salomon
7 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
3 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
7 år siden
Stil, grill og musik
Martin Micha...
2 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
7 år siden
Jeg er en ung fyr på 18. Hele mit liv har jeg levet ret heldig. Jeg har været fyren som alle kunne gå til, hvis der var problemer. Ham der altid har virket til at have styr på skolen, vennerne, kærlighed og bare generalt livet. Og blev tit anset for at være meget moden af min alder at være. Jeg gik ud af min folkeskole med nogle af de bedste karakter mulige, var blevet optaget på HTX og havdeplanlagt mit liv fra start til slut. Alt virkede til at køre på skinner!

Indtil jeg i starten af mit første år på HTX 2011, fik konstateret lymfekræft stadie 2b og 3. Jeg kunne ikke lade være med at smile der lægen fortalte mig det. Ikke fordi jeg ikke have forstået alvoren af hvad lægen lige havde fortalt mig, men jeg kunne ikke lade være med at smile over den ironi som lige havde ramt mig. Jeg som havde planlagt hele mit liv til jeg bliver 60-70 år, får at vide som 16 årig at jeg har lymfekræft? Kunne ikke lade være med at have en følelse af at det var Gud der spillede mig et ondt pus. Ondt, men stadig ret komisk. Som om han prøvede at fortælle mig at jeg ikke styrede min fremtid og at jeg skulle lære at leve i nu'et.

fik derefter at vide jeg skulle igennem 8 "kurre" af Kemoterapi. (En kur = En uge med 3 dages kemo og ugen efter kun en enkelt dag med kemo). Men selv kurrene gik ikke som planlagt. Endte med infektion, sænket immunforsvar og indlæggelser. Så alt var blevet forlænget for mig.. Jeg mistede håret, fik kvalmen, opkast og en træthed som man aldrig kunne sove sig væk fra... Jeg vendæde mig til at være skaldet. Jeg lærte hvordan jeg skulle takle kvalmen og opkasten. Og efter et par uger med kemo og piller, havde jeg faktisk, trist nok vendet mig til at have gift og piller i kroppen. Men trætheden og de ensomme nætter, hvor jeg sad oppe på min seng og stirrede ud mod mørket var nok værst... Jeg har en del venner, familie og nogle jeg elsker. Og det ramte nok dem hårdest, men ærlig talt, så virkede de så langt væk i de nætter... For uanset hvor meget jeg ser dem og hvor meget jeg snakker sammen med dem, så føltes det virkelig som om jeg var alene i den mørke.. Og jeg prøvede konstant at holde mit humør oppe, være stærk og overbevise alle dem rundt omkring mig, om at jeg faktisk havde det helt fint! På trods at jeg virkelig bare havde brug for at falde grædende sammen... De ensomme nætter var virkelig et helvede... Et helved jeg ikke selv havde været skyld i, men som jeg nu befandt mig i og som jeg vidste at jeg havde brug for at kæmpe mig ud af.

Nogle personer spørger mig nu hvor jeg er kommet igennem det, om jeg nogensinde overvejede selvmord. Og lad mig være helt ærlig med dig, læseren. Jeg har aldrig været typen der ville bruge selvmord som en udvej. Aldrig. Men når man sidder på sine knæ.. Træt.. Udkørt og bare har fået nok af al den smerte og lidelse som livet havde givet en.. Så tænker selv den stærkeste af personer "Døden lyder faktisk som en befrielse lige nu...". Og jeg tænkte også "Hvis det her kuren (kemoterapien), så er det ikke det værd..".

Og nu sidder du måske og er lidt trist efter at have læst det her, eller også tænker du "hvorfor begik du så ikke selvmord?". Men du skal ikke være trist og du får svar på det spørgsmål, som du måske har eller ikke har stillet dig selv. Svaret er et simpelt ord "kærlighed". En pige som jeg havde skrevet med i, på det tidspunkt, 2 år, som bor på Sjælland, og som jeg vil vælge at kalde for "C". Vi havde aldrig mødtes i virkeligheden, men igennem de par år, havde jeg hjulpet hende igennem hjertesorger, dårligeforhold, vigtige beslutninger, kærlighed og generelt livet. Når hun var trist trøstede jeg hende. Når hun var glad grinte vi sammen. Og i løbet af den korte tid på 2 år, havde vi groet tættere og tættere på hinanden, til det punkt hvor vi var faldet for hinanden og havde noget kørende. Det var et meget "specielt" forhold, eftersom at hun havde en kæreste over på Sjælland og mig på facebook. Det skal lige siges at der ikke var annonceret noget på facebook, eftersom at vi bor på hver sin side af landet (jeg bor på Jylland foresten).

Men nok om det! Det er en historie til en anden gang.
Men der jeg fortæller hende at jeg havde fået kræft og skulle igennem kemoterapi, så sagde hun noget der gjorde mig ked af det, glad og gav mig mod, på en og samme tid. "Hvis du dør, så begår jeg selvmord!". Jeg elsker hende virkelig og har aldrig holdt så meget og så længe af en person, som jeg har gjort med C. Derfor gjorde det mig ked af det, men stadig glad fordi at det for mig, var ligesom hendes måde at vise mig på hvor meget jeg betød for hende. Men hendes ord hjalp mig med at komme væk fra de selvmordske tanker og gav mig mod, styrke, håb og en følelse af at jeg skulle igennem det her. Ikke kun for min egen skyld, men også for hendes!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Starten: En uventet og uforudsigelig drejning er publiceret 29/10-2013 20:09 af Dante Alighieri.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.