Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
6 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
8 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
8 år siden
Skraldenyt
Hanna Fink (...
6 år siden
Souvenir fra barndommen
Olivia Birch...
8 år siden
Så her er jeg.......
Anonymusmama
5 år siden
Det er ikke let
Baru
6 måneder, 12 dage siden
Kaos?
Per Z
8 år siden
Dagene der går
Lisa Brøndbe...
2 år siden
7
Halina Abram...
5 år siden
Like & del
Olivia Birch...
8 år siden
Min første Fantasy novell...
JesperSB
1 år, 10 måneder siden
opdatering
Michala Esch...
19 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
6 år siden
13 dag på fyldepennen. Er...
Gaffa Brandt
9 år siden
Sæsonpræget spisevaner 24...
Anna Gammelg...
4 måneder, 8 dage siden
Once upon a time
Morten Aske ...
9 år siden
Måske er disse kedelige mørke ensomme vinteraftener gode for en ting? Jeg er kommet lidt i gang med at skrive igen. Det har ellers været endnu et område, hvor jeg har mistet min mojo. Jeg kan stadig ikke rigtigt finde rytmen, tonen og flowet, men skrivning er som al træning. Man er langsom, forpustet og øm de første runder.

Mor har fået konstateret leddegigt. Forrige uge svulmede hendes ene hånd op til den var på størrelse med en boksehandske. Denne uge var hun på hospitalet og fik diagnosen: Leddegigt. Nu har hun fået smertebehandling og få en slags kemobehandling, som skal slå immunforsvaret ned. Hun lyder ubekymret, når jeg snakker med hende. Er det for at berolige mig - eller klapper hendes indre selvdestruktive dæmoner i deres små skællede hænder over denne uventede 'gave'? Jeg ved det ikke - men jeg googlede leddegigt og fandt ud af det er arveligt. Nedslående. Især når jeg nu har gået og joket med vennerne om min 'hoftedysplasi'. Et udtryk jeg bruger i flæng, men som jeg ikke aner hvad dækker over - andet end at det lyder 'gammelt' og smertefuldt. Jeg bruger det mest til at beskrive at min ene hofte smerter og er øm - især når jeg har siddet for længe. I går var jeg en tur på lungeambulatoriet igen. Amager emmer af hoftedysplasi - al den grå livløse beton.

I venteværelset valgte jeg den mindst plettede af de grå stole. Små printede DYMO-beskeder på alle genstande: 'Kaffen er kun til ambulatoriets patienter'. (Er jeg en patient nu?) Saftevandet var 'Hyldblomst' og 'Hinbær' - måske de har bedre styr på deres øvrige apparater end på DYMOen? Frygtelig tør i halsen - men hvis jeg drak af DYMO-eleksiren, så ville jeg nok blive mere patient.

Kun mig i venteværelset. De andre var nok døde. Der var én patient inden for hørevidde som råbte om hjælp igen og igen bag lukket dør.

Kingdom. Fru Drusse. Spøgelsesambulancen. Lillebror. Solen er så rød mor. Huset græder. https://www.youtube.com/watch?v=5McczZo-u4o

Sygeplejesken hentede mig først fem over, og antydede at hun ikke havde nået sin frokost. Ellers var hun meget sød. Overalt kunne jeg høre de gamles hvæsende vejrtrækning - eller var det min egen?

Jeg pustede og pustede i Peakflowmeteret som den store ulv, men de tre små grise grinede af mig - og stak mig en ny inhalator med binyrebarkhormon og muskelafslappende stoffer. Så skulle jeg tale med lægen. Han sad bag hans bord med meget urolige fødder. En ny recept, en ny tid og vi ses igen i januar.

I morgen skal jeg til hudlæge. Men det orker jeg slet ikke tage hul på nu.

Til gengæld skal jeg på date i morgen. Han hedder Johan og skriver virkelig søde beskeder. Men jeg ved jo, at med det der datinghalløj, skal man virkelig slå koldt vand i blodet.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget DYMO-diagnose er publiceret 11/11-2014 21:57 af Tine Sønder (neon).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.