Det at kunne identificere sig med nogle figurer, er nogle gang en lille trøst.

enten at skubbe en tung sten op ad en bakke igen og igen eller bære himmelvælvingen på sine skuldre, mens man tænker på hvad det nu lige er man har gjort for at fortjene dette.

Heldigvis ikke i den rigtige verden, men bare den lille historie, kan man noglegange identificere sig med. Ikke for at være melodramatisk, men hvad er der også galt i at være det, hvis man nu var?!

Afspejler disse myter menneskelige handlinger eller er det bare for at afskrække?
At tænke...var det descarets der sagde disse ord..cogito ergo sum....eller hvem , ord som er ligetil, men som rummer så meget at mangekunne få lyst til selv at indskrive sig diverse steder med god udsigt og indbygget sændetrøje...uha..nej, det må jeg ikke sige...så tænker jeg det bare("spændetrøje..hæ..hæ)

Og så er det at man vralter ind i et citat, sagt af en almindelig mand, med et så almindeligt navn at man ikke kan huske det, et citat, som man ikke kan huske ordret, men meningen og følelesen af at "HOV", her er der noget JEG kan bruge.
At vi alle efterhånden er opdraget med at vi altid SKAL noget, hele tiden og derfor glemmer at VÆRE.

Det giver indtryk. Så er det personen der skaber citatet og historien eller er det citatet og historien der skaber personen?
Jeg er ikke filosof, kun på sandkasseniveau og kun med udgangspunkt i egen navle. Men det er vel der det hele starter.

Utrolig så filosofisk man er på denne tid af dagen!!!

Inden jeglagde mig til at sove i går, kom der endnu en filosofi.
hvis man nu fjernede alle ure og tidsmålere, ville tiden så eksistere?

Ville den være mærkbar på sammemåde og ville vi stadig være slaver af den?
jo, årmæssigt, men ville vi mærke det på samme måde, hvis ikke der konstant var en tikken der talte ned til vores sidste leje?

tiden er lugtfri og støjfri, men det larmer alligevel. Især når man hele tiden trykker på den.
Nej, det er sgu fortidligt.

I´ll be back.....