Har ikke haft så meget tid og lyst til at skrive på det sidste, og hvis lysten så har været der, så har jeg ikke fået lov. Vores lille Bella Donna, som efterhånden har fordoblet sin vægt - er en meget tidskrævende ung dame, som ikke lader os hvile på laurbærbladene. Det er også godt nok. Hun afleder tankerne og bringer meget glæde.
Prøver at tage mig sammen til at komme over til min far. Har ikke været der så meget på det sidste, da påhænget og hendes kræ har været inden døre. Lovede på et tidspunkt at ordne noget vasketøj for ham og kørte derover med André og Bella. Blev mødt af to hunde og det kvindemenneske siddende halv nøgen i stuen. Blev negativ over at de endnu engang havde hentet den hund og lagde ikke fingere imellem. Efterfølgende sagde André til Bella ” nøøøj mor blev vist sur ”. Fik helt dårlig samvittighed, da det var første gang i hans 19 årige liv han havde set mig gal.
Der gik et par dage før jeg tog mig sammen til at aflevere vasketøjet igen, og i den tid havde min søster født. Så mor her er blevet moster – hvilket ikke gør nogen forskel, da jeg højst sandsynlig aldrig vil få nogen kontakt, så lykønsk mig endelig ikke. Sagde til min far da jeg afleverede tøjet, at jeg synes han skulle få kvindemennesket og hunden ud af døren inden min søster kom, da hun bestemt ikke vil bryde sig om at bringe et barn ind i en lejlighed som bæger meget præg af alkohol, urin og afføring fra henholdsvis kvindemennesket og hendes hund. Helt ekstra ordinært, så har han åbenbart taget mine formaninger til sig og sagt fra over for hende. Hun var taget til afrustning på den psykiatriske skadestue, da hun ville være ædru til hendes hunds 1 års fødselsdag, men faldt i mindre end et døgn efter. Men det er ikke til at vide om det var det med min søster og hans nye barnebarn, eller det var pga. han synes at det var synd for hunden. Indimellem er han lidt tragikomisk og jeg kan ikke andet end sidde hovedrystende og grine af det.

F. eks har min far har fundet ud af motion er sundt og har tabt sig 15 kg de sidste 2 mdr. ved denne opdagelse. I princippet er det kanon godt, da han dels har taget meget på i forbindelse med at han er gået på pension og så alt det medicin han får, plus det styrker hans rygmuskulatur. Hjemmeplejen har gradvis trappet ham helt ud af de smertestillende piller og han klare sig nu uden. MEN….der er et stort men. Der er ingen grænser for hvor han begiver sig hen på hans gåture og hvornår det er på døgnet. Hjemmeplejen har tidl. observeret ham lettere påklædt, og en morgen reagerede en kollega heldigvis også på hans påklædning, eller rettere - mangel på samme. Centralen ringede på min mobil og jeg bad om at få den pågældende kollega til at køre ham hjem. Vi var begge oppe og kørte over for at tjekke at han havde det godt. Blev mødt af en stadig iført morgenkåbe underne far, som underne sagde -

Det er da ” for grove ” at man nu ikke engang kan gå en tur uden at blive antastet.

Jamen far – hvis du havde haft ordentlig tøj på i stedet for blot en morgenkåbe, så var der ingen som ville havde undret sig og blot troet at du var morgenfrisk.

Nåå ja det kan der jo være noget om.

Og så en anden ting, så kan det jo blive katastrofalt hvis du er uheldig at falde, og ikke kan rejse dig igen. Der var immervæk minus 4 grader den nat/morgen.

Det er selvfølgelig rigtig. Jeg var vist også på vej over til tanken for at ringe efter en taxa… pause… men det er nu ” for grove ” at man ikke kan få lov til at gå !

Ved ikke om man skal man ryste på hovedet, grine eller græde ?

Ugen før havde han forsøgt at komme ind i hans tidl. hus for at tage et bad. Synes at han var blevet noget svedig af en af hans gåture. Heldigvis var der ingen hjemme og han var endt inde ved naboen, som havde fået ham til at ringe til mig. Jeg har siden kontaktet den nye ejer af huset og givet hende vores visitkort, med besked om at ringe uanset hvornår på døgnet det er – hvis han nu kommer forbi igen. Tror nu mere det er et spørgsmål om hvornår end hvis.

I bund og grund så ved jeg ikke hvorfor jeg tager over til ham og prøver på at få orden i rodet og stanken ud igen - igen. Har haft det igennem analyse instituttet, men er ikke kommet til nogen konklusion. På vægtskålen har været – det er synd for min far – min søster, som i forvejen har sit at slås med, og i sidste ende mig selv og min samvittighed.
Selv om jeg håber og beder til at det bliver sidste gang han har haft hende lukket ind, så ved jeg også, at han er svag og kan ikke modstå hendes konstante ringen og plageri. Det er lettere at give efter, end at modstå.

Nå men jeg kunne blive ved og det flytter jo ikke noget. Må hellere komme ud af døren og få det overstået !