Det blev meget meget sent i går, før jeg kom i seng, så jeg har sovet helt ind til middag i dag!
Jeg sad og chattede på isketch, med en anden bruger. Det er egentligt lidt pudsigt at alle de med diverse diagnoser klæber til mig som ærtehalm. Faktisk nyder jeg at kunne være den lyttende og samtidig være den der går helt tæt på og stiller meget personlige og ærlige spørgsmål. Det har altid ligget mig meget nært. Menneskers reaktioner på hverdagen, påvirkninger i arv og miljø og årsag og virkning. Måske derfor jeg er så god til mennesker og har en oprigtig interesse i andres liv, bekymringer og glæder.
Jeg ved i hvert fald at jeg kan give andre noget. Og om ikke alt så kan de fleste bruge en del af det til at komme videre.
Det er sgu godt at være selvrosende. :D

Helt almindeligt i denne tid er det at føle sig oppe det ene øjeblik og nede det næste. Det er hormonelt betinget. Man kan ikke gøre for det, og man kan intet gøre for at ændre på det. Det kan ikke mindskes eller fremmes.
Det er lidt sjovt at sidde og læse at det er helt naturligt, når man selv lige har været igennem den helt store følelesesmæssige rutsjebane.

Generelt er jeg lykkelig og tilfreds, men der skal helt små ting til at få mig ned i kulkælderen. Det kan være en lille bagatel.
Lige nu føler jeg mig nedtrykt og hæmmet af sort samvittghed.
For det første fik jeg aldrig kontaktet min læge, da jeg fik taget blodprøver, så jeg kender ikke resultatet ang. risikoen for om hvorvidt jeg er smittet med toxoplasmose eller ej. Jeg har fortrængt det, og som tiden er gået synes jeg det bliver sværere at få gennemført telefonsamtalen.
For det andet, så har jeg lige fået en lille stak gamle papirer fra min far. Det meste er omhandlende min tid på efterskolen, såsom kvitteringer for betalt ophold og almene informationer om skolens politik mm. Blandt papirerne fandt jeg også min mors vandrejournal fra dengang hun var gravid med min lillesøster. Der er også et kuponkort fra 1974, da hun ventede mig og et kort fra sundhedsplejeordningen.
Det er en dejlig varm, men også rørende tanke at for præcis 30 år siden gik min mor rundt med mig i maven, akkurat som jeg går rundt med mit lille ufødte barn nu.
Det jeg også kan se på vandrejournalen fra 1977, da hun ventede min søster, er at hun var en del flittigere til at aflægge besøg hos både jordemoder og læge. Jeg har kun været til læge 2 gange og jordemoder en gang. Det har også gjort at min søde jordemoder synes at min tid ved lægen, som var i dag skulle fremrykkes 3 uger. Hun havde som sagt ingen kommentarer til min sene konsultation, men sagde blot at hun synes det var lidt spild af tid, hvis jeg skulle til læge allerede i den samme uge.
Slutteligt bliver det så på den måde, at jeg skal til læge i uge 28 i stedet for og til jordemoder i uge 32. Jeg har fået lavet tiden om, så det bliver den 30/3 jeg skal til læge.
Jeg kan godt få den tanke, at jeg er den dårligste mor i verden, og jeg har lige taget en stor tudetur, så min mascara flød i stride strømme.
Lige nu ville jeg ønske at jeg kunne snakke med mor. I sådanne situationer så savner jeg hende virkelig forfærdeligt.
Jeg ved at hun ville have haft nogle gode råd og beroligende ord, helt uden fordomme, men med kærlighed og forståelse.
Mit hjerte er fyldt med kærlighed og bekymring for den lille derinde, men min samvittighed er sort som ibenholdt.
Jeg savner trøstende ord, jeg savner bekræftigelse i at jeg ikke allerede nu udviser tegn på svigt. For det er mit højeste ønske der er ved at blive opfyldt. Ønsket om et barn, ønsket om at stifte familie og skabe rammerne for et nyt lille væsens liv og færd ud i verden. Generne føres videre og selve meningen med med eksistensen syner klart i horisonten. Det er det største der kan ske!

Jeg håber virkelig ikke at jeg lyder som en der kun taler om min mor, og er fastlåst i sorgen ligesom min far, men selv her næsten 4 år efter, kan savnet blive så stærkt at man bryder ud i utrøstelig gråd.
Det forstærkes naturligvis af at jeg selv skal være mor og hele mit liv, barndom og opvækst sættes i nyt perspektiv.


Mel: Lille Føl

Lille barn
ved du hvad
du kan sagtens være glad
Du kan svømme rundt i vandet
du kan sparke mor blandt andet
Du kan gøre hvad du vil
bare der er plads nok til

Ved godt at det er primitivt og ikke særlig kreativt, men sangen kom til mig af sig selv for et par måneder siden, og da mit barn for længst har kunnet høre lyde og specielt min stemme, har jeg sunget den jævnligt. Når den lille er født vil den kunne genkende melodien og muligvis kunne blive beroliget heraf.
Sangen har altid rørt mig. Der er mange gode danske sange og salmer, hvis budskab går lige i hjertet. Det behøver ikke være avanceret og kræve den helt store analytiske gennemgang. Selv det mest simple vers kan give mening og gå op i en højere enhed, når det kodes sammen med en iørefaldende melodi.

Det var alt for denne gang. Jeg er både glad og nedtrykt på en gang. Begge dele naturligt, forårsaget af tanker og hormoner.

God weekend! :)