Jeg har lige taget den helt store tur med rengøringen, og nu er det tid til en slapper foran computeren. Jan er taget på arbejde for små 10 minutter siden, så jeg har resten af aftenen for migselv.

I går ringede Jens og fortalte at der nu ikke er ret lang tid tilbage for Jans faster. Hun fik konstateret en knude i leveren for en måneds tid siden, og i samme omgang beskeden om at der ikke var noget at stille op.
Ak ja, den slags har jeg set en del gange efterhånden. Det er noget forpulet lort. Så snart leveren og lymfesystemet er ramt er der ikke nogen vej tilbage og det er virkelig deprimerende.
Hun er hjemme, men der er ingen kontakt mere.
Utroligt så hurtigt det går.
I sommer til den årlige familiefest var hun jo frisk og vi var inde og få en kop kaffe hos hende og familien i min ferie. Der kan ske meget på et år!
Jeg synes at der har været meget sygdom, død og elendighed i min hverdag.
Livet er så uendelig skrøbeligt. Det er et mirakel at klare sig gennem tilværelsen. Livet er barsk. Men det er samtidig også så uendelig smukt og fyldt med glæder, som man skal huske på, når alle de man holdt af er borte. Minderne kan ingen tage fra en!

Jeg savner mor hver dag, og det vil jeg gøre resten af mine dage. Hun var så vidunderlig en mor. Der hersker ingen tvivl om at hun er mit og Annelises forbillede, og mindet om hende lever videre i vores børn.
Jeg glæder mig sådan over den gave det har været at have haft sådan en mor, der ikke kun var elsket af familien men af stort set alle i hendes nærvær. Altid har hun fået et pænt ord med på vejen. Så sent som i praktikken, hvor en af lærerne sagde at hans børn havde været ualmindelig glade for at have hende i gymnasiet. Det varmer, og det har det altid gjort, for det er ikke sjældent at nogen har sagt dette til mig gennem tiden. Jeg er opvokset med den slags små bemærkninger. De "små" ting i tilværelsen er dem der har så stor værdi og det er dem man husker.
Ind i mellem bliver jeg overvældet af tårer, når jeg tænker på mor. Alle de dejlige stunder vi har haft. De hyggelige cykelture, der bragte os hele Danmark rundt over somrene fra 1989-1996, er noget af det jeg aldrig vil glemme.
Intet var tabu. INTET. Vi er blevet overøst med kærlighed og visdom. Det er en af de største gaver jeg har fået.

I går lavede jeg wienerschnitzel med peberrod, ansjos, ærter, salat, brasekartofler og smørsauce. Det blev rigtig godt!
I dag må jeg spise resterne selv.