Efter aftale kom en taxa og hentede mig 08.15 onsdag morgen. Chaufføren kendte jeg udmærket – en gammel kollega, fra min læretid. Så det var ganske hyggeligt.
Jeg skulle være på Bispebjerg kl. 09.30 og vi var der i god tid. Puha – det var da godt, at jeg kunne få taxaen refunderet. 1.026 kr. Men så blev jeg også fulgt helt på på 6. Sal. Benene havde det nu heller ikke for godt. Jeg havde ikke fået medicin siden tirsdag sidst på eftermiddagen.
Da jeg ankom, så jeg straks en bekendt fra sidste uge, i rygerstuen. Det var da dejligt, at der var én man kendte – og så fik jeg sørme en seng på samme stue som hende. Herligt.

Kl. 10.00 skulle jeg scannes, men blev ikke hentet, og vidste ikke hvor min journal var. Så jeg gik ind på kontoret til sygeplejerskerne og meddelte, at jeg smuttede til scanning og spurgte efter min journal. Den skulle være i kælderen, så der var ingen problemer. Jeg tog elevatoren til kælderen og kom ind hos den samme søde dame som var der sidste uge.
Op på briksen og et lunt tæppe på. Når hun havde sprøjtet sporstoffet ind, var det vigtigt, at jeg lå helt stille i 5 minutter uden at se – og nok ej heller tænkte på noget. Det var for, at sporstoffet skulle fordele sig rigtigt. Lyset blev derfor dæmpet og jeg fik en maske over øjnene. Stikket gjorde ikke ondt, og jeg var vist ved at falde i søvn på de 5 minutter.
Derefter blev lyset tændt og scanneren sat til. Så gik der ca ½ time igen, hvor jeg skulle ligge stille. Det var lidt lettere nu, end sidst. Måske fordi det ikke var så fremmed mere.
Da jeg var færdig, viste hun mig billederne fra sidste scanning, der med al tydelighed viste, at signalstoffet dopamin var svundet temmelig meget i forhold til en ”almindelig” hjerne. Altså ER det parkinson jeg har. Det vidste jeg jo godt, men man har jo hørt om nogle……*S*
Jeg fandt selv tilbage til afdelingen og fik lidt frokost, der som sædvanligt var lækkert.
Lidt før kl. 13 kom den læge, der har med vandladningsundersøgelserne at gøre. Han skulle følge mig til Frederiksberg hospital og tilbage igen. Vi tog en taxa og kom til rette sted. Der sad en masse i venteværelset, og umiddelbart tænkte jeg ”gad vide om alle de mennesker nu tror, at jeg har problemer med at holde på vandet?” En tåbelig tanke, men jeg synes at jeg har nok i én sygdom, og vil nødigt have klæbet mere på mig.
Ind i undersøgelsesværelset og af med trusserne. Ikke så morsomt, at ligge dér. Der blev ført et kateter op i urinrøret, hvilket ikke gjorde ondt, som jeg havde forventet. Måske fordi røret var så tyndt. Der skulle jo være plads til at lade vandet ved siden af. Der blev så klistret nogle pads med ledninger fast rundt om endetarmen – som også blev udstyret med et kateter - og et stort stykke tape, der gik fra enden og helt om foran og sluttede på venusbjerget.
Jeg blev så hjulpet op fra briksen og ført over til en slags toiletstol og sat på den. Så åbnede hun for saltvandet, som via slangen blev ført op i blæren. Når den var fuld skulle jeg sige til, og derpå lade vandet løbe ud igen – helt afslappet. Altså uden at presse. Dette gentog sig – altså vand ind og ud igen. Op på briksen, og af med klistermærker og tape!! Nu havde jeg ikke så meget at klage over, men hun fortalte, at særligt mændene jamrede sig meget over at få fjernet tapen. Det tror jeg på!!
Nu havde hun så undersøgt blærens og urinrørets funktion, og havde det hele på computeren. Denne undersøgelse kaldes en urodynamisk undersøgelse.

Undersøgelsen var ikke nær så slem, som jeg havde forventet. Det var da rart.
Nu kan man så undre sig over, hvad vandladningen har med parkinson at gøre! Men det viser sig, at der hyppigt er vandladningsproblemer hos P-patienter og at dette kun er undersøgt i mindre udstrækning.
Vandladningsgenerne er ikke systematisk undersøgt hos patienter som skal opereres og får lagt elektroder ind i STN –kernen, så operationens effekt på disse ssymptomer kendes ikke.
Derfor bliver alle operationskandidater anmodet om at deltage, hvad enten de har problemer eller ej.
Dog er det fuldstændigt frivilligt om man ønsker at deltage. Men når jeg tænker på alle de mennesker, der sikkert har været forsøgskaniner med den medicin jeg får nu, mener jeg ikke, at jeg kan sige nej – når det nu kan være til hjælp for nogle – engang.
6 måneder efter operationen bliver undersøgelsen så lavet igen.

Da vi kom tilbage til Bispebjerg, var der frit slag resten af dagen. Jeg kunne tage min medicin, hvile lidt og så ellers bare hygge mig. Jeg hørte lidt på mine lydbånd, løste lidt opgaver i min bog, og om aftenen fik jeg besøg af en god veninde.
Min ”værelseskammerat” havde meddelt, at hun blev i opholdsstuen, så vi havde det for os selv på værelset. Vi havde nogle rigtig hyggelige timer, hvor vi fik ordnet hele verdenssituationen over cola, chips med dip, slik og vindruer. Rigtig tøsehygge *S*.

Ved midnat var det sengetid – selv for mig – og forude ventede så kun neuropsykologen, som skulle på dagen efter.