15 år siden

Dysfunktionel

Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Blæksprutte arme og mange...
Racuelle Hei...
5 år siden
Tankemylder og dagene der...
David Hansen...
1 måned, 10 dage siden
Er der en mening?
Jønsse
8 år siden
back agien!!
Lisa Fjord (...
10 år siden
de sidste 2
Kenny Raun (...
10 år siden
3. Side - I'm back!
Sweetypie93
5 år siden
Linsen
Camilla Rasm...
16 år siden
Hey now, hey now, don't d...
Camilla Rasm...
7 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
9 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
9 år siden
Hej. Og farvel igen. - Ka...
Kasper Lund ...
7 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
9 år siden
1-09
Halina Abram...
6 år siden
Lidt om livet.
Hanna Fink (...
7 år siden
Frikadellemor
Olivia Birch...
9 år siden
Kursus
Hanna Fink (...
9 år siden
Forberedelse til eksamen
Annabell Nie...
10 år siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
9 år siden
Holistisk eksistentialism...
Ansu Orheim ...
1 måned, 16 dage siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
8 år siden
En slange i huset
Anastasia
11 år siden
Ring the bells that still...
Bastian
11 år siden
Skrivende
Michala Esch...
6 år siden
Introduktion til mig
Anne Olsen (...
9 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
9 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
9 år siden
Frækt Honey
Kenneth Hvid...
3 måneder, 4 dage siden
Vælg ikke tigeren, Martin
Olivia Birch...
8 år siden
200
Jette Peters...
8 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
7 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
4 år siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
4 år siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
11 år siden
Hold kæft og vær smuk og ...
Maria jayash...
1 år, 1 måned siden
Belvedere, #momlife & mis...
Racuelle Hei...
5 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
6 år siden
Kaos, vrede og kærlighed
Line Ley Jen...
4 år siden
Det må være flere måneder siden jeg sidst har skrevet på min dagbog herinde.

Lige nu har jeg noget jeg må af med og på en uforklarlig måde, virker det mere trygt at sende disse tanker ud til dette meget personlige men anonyme forum.

Mit håb er så skrøbeligt for vores vedkommende. Jeg har prøvet, åh ved Gud jeg har…

Vi troede begge at tingene ville vi blive nemmere ”når bare vi havde…”. Når bare vi rejste, når bare vi fik det, gjorde det, ændrede det, startede på det…når bare vi fik vores søn…når bare vi flyttede.

Vores søn gjorde ikke hans liv nemmere.

For mig har det at blive mor været det bedste jeg nogensinde har oplevet. Mit liv ændrede sig og jeg har mærket min sande styrke som menneske. Jeg har overlevet hårde tider i mit liv og kæmpet med sygdom, som jeg dengang var sikker på ville tage livet af mig. Et eller andet sted har jeg altid vidst, at jeg besad enorme kræfter men havde vel givet op.

Nu har jeg udviklet mig helt enormt men han har ikke…

Denne sommer har været skrækkelig. Han blev indlagt og jeg måtte klare tingene herhjemme. Dog oplevede jeg hvor lettere hverdagen blev når jeg ikke skulle mærke denne tunge sky han konstant gik under. Det var sådan set også underordnet hvor meget jeg forsøgte at lindre. Han forblev fuldstændig mast i sindet og intet lod til at trække ham op.

Om indlæggelsen hjalp? Nææ, det gav lidt ro i hjemme og jeg slap til sidst ansvaret og stolede på at den mennesker der skulle hjælpe ham på den afdeling, var kompetente nok til at se hvad han havde brug for.

Der blev stablet en masse på benene men lige meget hjalp det. Han kom hjem men måtte genindlægges.

Da han på ny blev udskrevet men ikke virkede synderlige i bedring, følte jeg mig til grin. Jeg ved godt inden i at han ikke har sat sig ned og nedfældet en bevidst plan for at skade mig så meget som muligt. Jeg fattede bare ikke at han blev ved med at se livet som en elendighed, trods en dejlig søn og en tålmodig og forstående kæreste. Jeg følte ikke mine anstrengelser havde været det mindste værd!

Gennem så lang tid havde jeg stået model til en totalt dysfunktionel kæreste. Som far var han fraværende. Jeg kunne se at han led under det…men jeg så ingen handling fra ham og ingen styrke til at kæmpe for hvad han havde.

Så ville han rejse. Han ville væk fra det hele så han kunne arbejde med sig selv og komme hjem som et friskere menneske.
Jeg havde det frygteligt med det. Kunne ikke se nogen som helst logisk grund til at han på ny skulle trække sig væk fra os. Men jeg gav til sidst slip og sendte ham af sted med ønsker om at tingene ikke måtte være de samme når han kom hjem igen.


Han kom hjem for en uge siden.

Allerede i dag ligger han, som han har gjort utallige af gange, helt mast inde i soveværelset. Han startede dagen med denne tunge sky over hovedet og den har fulgt ham. Jeg forsøgte at tale med ham om det, huskede ham på de ting vi havde talt om men intet gjorde det bedre. Han var som altid lukket og fjern. Smed ansvaret ved at sige ”jeg ved det ikke” til hvert et spørgsmål jeg stillede ham.

Jeg lod ham være og gik ud og røg en smøg. Det eneste jeg kunne mærke inden i, var denne konkrete følelse af at det bare ikke går.

I de uger han var væk på hans rejse, havde jeg det godt. Alle alenemødre kan vel skrive under på, at det er hårdt at klare baby, indkøb, mad osv uden hjælp, men det gik. Jeg havde en rytme…
Mest af alt nød jeg ikke at skulle føle denne tunge stemning herhjemme. Var den der, var den min egen og jeg kunne få den stoppet.

Skal det hele nu starte forfra? Skal jeg på ny føle denne træthed som får dagene til at føles uoverkommelige?

Vreden jeg så tit har følt til ham, begynder at ændre sig i takt med at frygten ,for om han nogensinde kan ændre sig, bliver større. Jeg føler mig faktisk ikke engang så vred på ham lige nu…men jeg føler mig vred på mig selv. Vred over at jeg ikke snart får nok. Vred over at jeg helt inden i mit hjerte ved, at livet uden ham ville være lettere for vores søn og for mig selv. Vred over at jeg bliver ved med at prøve når jeg et eller andet sted, ved det er meningsløst og spild af tid.

Jeg kan nok så flittigt undskylde med, at jeg ikke aner hvad jeg stille op rent praktisk. Jeg var dum…jeg insisterede ikke på at komme på lejekontrakten selv om jeg følte jeg burde. Vil han nogensinde kunne se ud over sig selv og sørge for at vores søn og jeg har et hjem? Jeg tror det ikke…og hvad stiller jeg så op?

Jeg er så træt af de her tanker. Dem har jeg knoklet med i flere måneder. Utrygheden lever så fantastisk i de tanker…og utryghed er det værste jeg ved.

Der er bare INTET der fungerer i dette hjem når han tager de ture. Nætterne bliver rodet og har jeg virkelig lyst til at hoppe ind til ham når jeg skal i seng? Så kan jeg lægge mig inde på den lilles værelse og ødelægge den kamp jeg har kæmpet for at lære ham at sove i egen seng hele natten.

Jeg hader det her. Hvordan kan man lære sin søn at starte dagen med et smil når man selv ligner én som lider? Så skal jeg smile dobbelt så meget for at dække over fars grå ansigt… Det er sgu ikke fair for den lille dreng…

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Dysfunktionel er publiceret 10/12-2008 20:39 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.