Et gammelt ordsprog siger: "Lad falde hvad ej kan stå"
Det må i sandhed siges at være den hårdeste af alle lektier at lære.


Jeg har hele mit liv aldrig nogen sinde spurgt mig selv hvornår noget ikke er det værd længere.
Indtil det sidste stykke tid. Jeg har altid glad og gerne givet min fulde devotion til hvem der nu måtte have brug for det, eller ønskede det. Og sjældent har jeg givet gaver for at få noget igen.
Indtil nu

Jeg er glad for at jeg er kommet ud af det noget knækkede forhold med EM. Det var i sandhed ikke det værd.
Misforstå mig ikke, jeg har intet imod hende. Hun er sød at være sammen med, åbensindig, eftertænksom, udfordrende og ikke mindst køn at kigge på. Men hey!
Når to menneske går ind i et forhold med to vidt forskellige holdninger til hvordan det skal foregå og ingen af parterne ønsker at give sig, hvad andet kan så ske end at man til sidst må se hinanden i øjnene, og med et sørgmodigt smil sige: "Det var vidst det. Tak for alt."
Og det vil jeg også sige til dig nu:
Kære EM, hvor er det ærgerligt vor veje ej skal snos. Hvor er det ærgerligt vi ej finder sammen. men hvor er det fantastisk at vi har fundet ud af det. Og at vi nu begge to kan komme videre.

Nå ja hvad fanden. Som min far så rigtigt siger: "Jakob! Der er ikke en spandfuld, men et landfuld."

Så nu vil jeg ranke ryggen, se op mod himlen og nyde denne solnedgang og vente på morgengry.

"Når morgensolen så trofast gryr
Er jeg atter beredt på eventyr"

- Jakob S. Arndal
- Tanker fra livet