Tænk at det skulle tage dem så lang tid. 3 år før en eneste af dem opdagede sandheden. Og satte ord på den. Et eller andet sted lettede det, at jeg ikke behøvede sige det ligeud, for han satte ordene på det bedre end jeg kunne have gjort...

Blev holdt tilbage efter engelsk timen af min engelsk lærer. ham har jeg et meget nært forhold til, for jeg har altid været meget interesseret i hans fag, meget dygtig til det, og han er utrolig venlig, intelligent og fantastisk dygtig. Vi taler tit efter timer, og jeg stoler meget på ham - det var også ham, der hjalp mig gennem perioden med selvmord sidste januar, hvis nogen husker det. det er hans skyld jeg stadig har pia, tror jeg...

Nå men, han trak mig ind i tomt lokale, og spurgte meget alvorligt om Pia. Om hvordan hun har det, hvorfor hun altid går hjem, hvorfor hun pludselig går i sort tøj med sorte øjne, aldrig mere siger noget, og virker mut og indelukket. Om hun ikke har det godt. Og der kunne jeg jo så kun give ham ret. Hun har det ikke godt; hun har det ligesom alt for mange andre i klassen har det, bortset fra at hun har det værre. hun reagerer mere på det, bliver nemmere ramt, og falder alt for nemt tilbage i hullet, hvor hun også sad fanget sidste år.

Klassen ser god ud udefra, men den fungerer bare ikke. Det lyder harmløst, men det er det ikke; hvis syv ud af toogtyve er enige om at klassen ikke er et sted der er værd at være, og lider i stilhed hver eneste dag gennem flere år, græder i frikvartere, går hjem, lukker sig inde, og overvejer skoleskift på trods af hvor langt henne i niende vi er, så er det altså ikke bare teenage-skænderier...ikke fordi jeg evd præcist, hvad der er galt; jeg fatter bare ikke at lærerne ike prøver at finde ud af det. De kigger aldrig under overfladen, hvis en elev skal til lægen fem gange på en uge skal han det, ikke noget mystisk i det. Det er en privatskole, så lærerne har faktisk muligheden for at gøre noget, men det gør de ikke. Af en eller anden farlig grund bliver alle bedre og bedre til at lyve og skjule. Så alle tror at vi har det godt. Selv vores forældre. Selv MINE forældre.

Jeg har det vel også godt i forhold til nogen...jeg overvejer ikke enden, eller at løbe væk og alt sådan noget, men jeg har ikke haft mere end én god dag i streg siden syvende. Selvom jeg elsker undervisningen er skolen noget der skal overståes, frikvarterer burde afskaffes, og dagene har én fællesnævner: ensomhed. Jeg har grædt og grædt over tabet af veninderne, der i fælles ulykke har valgt mig som syndebuk(jo, jeg har en del af skylden selv, men selv efter indrømmelse er det nemmere at læsse af på mig)

men nu græder jeg ikke mere over det... mere over at det skal være sådan her...ligesom da jeg flyttede skole sidst...i virkeligheden er jeg bare rykket en klasse i velstand op, folke- til privatskole, men det er det samme...ingenting fungerer. Og jeg har en evne til at gemme alt væk under et smil og dygtighed, så ingen aner det.

Jeg snakkede med engelsklæreren om hvordan det er i klassen, og han startede med at spørge hvorfor jeg ikke råbte op, klagede; jeg plejer altid at have meninger og godt grundlag for disse, og jeg er på ingen måde dum. Men så fortsatte han sin egen tankerække mens han langsomt ræssonnerede og kiggede undersøgende på mig:"...men...du er måske slet ikke så sikker? Jeg har altid troet..." ja. Alle tror at jeg har selvtillid i bunker og har styr på alt.

Følelsesmæssigt i hvert fald. Men det har jeg ikke. Jeg tør ingenting og begynder at tude når jeg er alene uden at vide helt hvorfor, jeg er usikker på alt, og jeg føler mig ensom... og alle vil trøstes af mig....? Nogle gange ville jeg ønske jeg bare kunne se ligeså ked af det, ensom eller vred ud, som jeg er indeni. Men jeg får altid moderet udtrykket, så jeg ser frisk og veloplagt ud, og min tunge kan sno sig nok til at få folk til at tro det passer...hvor det egentlig ufatteligt rart at høre ham pille det ned og forstå...

Jeg ved ikke helt hvad jeg får ud af det...jeg tør ikke tage det op, og ærligt talt gider jeg heller ikke..der er et halvt år, og jeg orker ikke at tage læsset en gang til, som i ottende...hvis folk vil te sig må de gøre det, hvis jeg kan læse det næste halve år væk, udvikle mig i timerne, være sammen med kæresten og blive glad over små ting - så må de sådan set gøre hvad de vil. Jeg er ligeglad. Og dét skræmmer mig.