Dejligt at se LM.

Hun kender altid disse lidt finurlige små cafeer. Denne gang endte vi på en cafe/møbelbutik der tilfældigt nok kaldte sig ”Møbleret”!

Det er uundgåeligt, at jeg på et eller andet tidspunkt under vores små sammenkomster frygter at føle mig som en fatal fiasko når jeg vender hjem. Hun har så utrolig mange jern i ilden. Ved siden af studiet, som er krævende i sig selv, formår hun at arbejde frivilligt to steder, lønnet et tredje sted, noget gruppe-noget og kæreste…derudover kommer alt det løse. Der er mere end GODS i den pige.

HVAD SKER DER??? En eller anden harmonika-freak har IGEN i dag forvildet sig ind i min baggård og vedkommende kan kun EN melodi, som bliver spillet om og om og om og om igen samtidig med at en eller anden beruset fanskare nynner med!!!

Ok, så kom der en ny melodi…MEN ALLIGEVEL!!!

Nå…

Fiasko-følelsen kommer aldrig. Hvorfor, ved jeg egentlig ikke. Måske får vi snakket det lidt igennem? Måske behøver jeg ikke sammenligne mig med LM?
Om ikke andet, så er hun en person som jeg virkelig harmonerer godt med. Måske er vi meget forskellige, men vi når hinanden og det giver tryghed og man behøver sgu ikke føle man skal leve op til noget som helst.

Vi endte på biblioteket og jeg har nu to tykke bøger at gå i gang med – som om mit bord ikke flyder med nok ”unfinished buisness”.

”La-la-la-la-tra-la-la….tak skal i ha’!” Ej, nu synger han sgu også. Jeg kan slet ikke koncentrere mig. Jeg bliver nødt til at undersøge det her.

OK. Det er simpelthen en ældre herre, som tager den på tur rundt i kvarterets baggårde og spiller for os! Han håber så på, at en lille skilling bliver kastet ud af vinduerne.
Jeg har min ”25 –og 50 øres-dåse” og jeg gav ham en generøs håndfuld (håber ikke jeg ramte ham!). Der var nogle der smed en pose med et ukendt indhold efter ham.

Måske er det også dumt af mig at belønne ham for hans spilleri. Det var jo ikke ligefrem englelyd for ørerne. Jeg blev bare så glad for at det ikke var en stiv flok gutter, som nu skulle til at invadere baggården med harmonikaer, bajere og stanken af grillede baconpølser.

Nå, måske posens indhold holder ham væk for fremtiden.

Som en eller anden ”bog-junkie” måtte jeg bare i gang med den ene og svingede ind forbi Ørstedsparken på vej hjem.
Heldigvis fangede historien mig allerede fra side 1 af, så jeg kunne (næsten) abstrahere fra de kyssende kærestepar der slængede sig i solen.

LM fortalte om filmen ”Million Dollar Baby”. Hun har en god smag hvad film angår og hendes ”anmeldelse” får mig til

S ringede…skulle være sammen med kæresten…ingen biograf.

L skal forberede noget middags-halløj til i morgen…ingen biograf.

Jeg ville ellers gerne se den film.

M måske?

Måske.

Faktisk så tror jeg at jeg vil tage af sted alene.
Nej-nej, det er ikke martyrisk (selv om jeg ved at tidligere kommentar om ”kyssende kærestepar” nu virker lidt modstridende). Jeg har før gået i biffen alene. Godt nok med et bittert skrup-af-alle-mennesker-humør, men alt i alt nød jeg det faktisk.

Den oplevelse dæmmede faktisk op for en masse nyt. Pludselig kunne jeg finde glæde at foretage mig alt muligt på egen hånd, hvor jeg før i tiden altid var så rasende afhængig af andre (specielt P). Jeg har holdt det ved lige og tager mig tit en cafetur alene. Kun mig, min dagbog også lige den bog jeg nu er i gang med (begyndt på!).

Så måske skulle jeg se denne Baby-film alene. Så får jeg også min slikpose for mig selv (både S og L har for vane af rasere deres egen og dernæst stikke snotten i min).

Nu tror jeg baggårdens unger har fået en fiks ide. Jeg høre lyden af en rusten mundharmonika…de kan godt droppe det.
Hvad bliver det næste?