19 år siden

tik - tak

Like & del
Olivia Birch...
9 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
7 år siden
Dickpicks, kære brødre
Ansu Orheim ...
9 dage siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
7 år siden
Jeg blev seksuelt misbrug...
Ansu Orheim ...
25 dage siden
Et tomrum
Katrine Søre...
10 år siden
Gensynsglædens pris - 08....
Anna Gammelg...
1 år, 8 måneder siden
Hurra!
Halina Abram...
6 år siden
Nyt maleri
Jytte Westen...
9 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
9 år siden
Skizofreni, en status eft...
David Hansen...
2 måneder, 14 dage siden
At være noget - at blive ...
Salomon
9 år siden
Tanker, om mig, livet, nu...
PernilleBB
2 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
10 år siden
heh, lægeerklærning, - en...
Kenny Raun (...
9 år siden
Frikadelle sved & æggepru...
Racuelle Hei...
9 år siden
Fransk gummi
Tine Sønder ...
10 år siden
Livet, døden og kærlighed...
Ace Burridge...
11 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
10 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
11 år siden
Udstilling i Havnsø Havn.
Hanna Fink (...
9 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
8 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
8 år siden
Selvudvikling et moderne ...
Bella Donals...
8 år siden
Sommerferie i Danmark
Marie-Christ...
7 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
9 år siden
nu har jeg arbejdet i 14 dage i træk og egentlig har det været godt, selvom jeg har gode og dårlige dage, men mest når jeg kommer hjem. Alligevel har det været godt at glemme i de timer, de få minutter, og falde tilbage.

Vreden lurer dog. jeg har 7 mennesker på samvittigheden, hvoraf de 5 var ukendte. Jeg har skældt dem sønder og sammen, fortalt dem grimme ting, såret dem så meget at jeg næsten blev bange for mig selv.
i mine tanker. men jeg tror det var sundt, på een eller anden måde kom det ud, selvom det ikke var fysisk.
men jeg ved at jeg er en tikkende bombe, desværre. jeg venter på at der er een der bevidst sætter ild til det lille stykke snor, skrøbelige stykke snor. Det er sgu da skrækkeligt! at jeg udadtil virker nogenlunde normal, og inderst inde venter jeg på en anledning til at blive ond.

Spørgsmålet er så om jeg overhoved eksploderer hvis det sker eller om det bare er tanken om det der er tiltrækkende.Spørgsmålet er om min samvittighed igen vil tage over. den samvittighed jakob og delte, skønt hans var større end han kunne bære. jeg kan godt bære min, selvom den er tung. men spørgsmålet er om det er sundt at bære den alene. Jeg ved det ikke.

jeg udvælger mig nogle mennesker, kendte som ukendte, som jeg forestiller mig kunne være så hensynsløse at sige noget forkert. Men det gør de ikke. og jeg kaster ikke først og håber at de gør.
Så imens arbejder jeg og skriver. Skriver så det slasker og føler ikke jeg kommer nogen vegne. PÅ en måde vil jeg gerne være færdig med bogen og på en måde ikke. jeg ved det skal gøres ordentligt og det bliver det også, men hvad er det jeg vil med den bog? fortælle noget? få folk til at græde? Få folk til at elske den? Jeg aner det ikke? Tumler bare afsted og forbereder mig på at det er noget lort. Er det nytænkning? Nææææh!!! Det tror jeg sgu ikke. mon folk vil forstå den? Aner det ikke. Mon forlagene vil forstå den? Sikkert ikke. Og alligevel synes jeg den er vigtig. Men da den også er personlig for mig, kan jeg ikke bære objektiviteten. Den vil ikke vide af mig. Og det er fair nok. Jeg ved det jo. Gid jeg ikke vidste alt det jeg ved. at jeg kun kunne se den ene vej foran mig. Det er svært at se på den, når man ved man ikke kan betræde den.
Men om ikke andet har jeg haft godt af at skrive den. OM ikke andet. Så intet er spildt, andet end anerkendelsen.

Han har fået sin gravsten nu. jeg har ikke set den endnu. jeg var deroppe sidste weekend og besøge ham, men kom på et dårligt tidspunkt. Der var gravere overalt og selvfølgelig skulle de stå ved ham. Selvfølgelig. Så jeg satte mig på en bænk og kiggede på kirken. Græd og læste andres gravstene for at trøste mig, men blev også vred, da jeg læste at samtlige mennesker der lå deroppe nåede at blive over 60 og mere. han skal ikke ligge der blandt menneser der nåede at leve mere end han. Hvad kan de tale om? De var heldige, det var han ikke. Aldrig. vi morerede os tit over at han var den mest ueldige mand på jorden. Det er nu cementeret! Det var sjovt indtil det blev alvorligt. Og inderst er der en nagende tanke der hber at jeg intet får udgivet. Intet. Fordi han er ikke til at dele glæden og hvis glæden ikke kan deles, er den intet. Så er den kun en tungsten. Sådan er det nu. Måske er det anderledes i morgen. jeg har da fundet ud af at alt svinger, selv jeg. SElv mine tanker. Jeg ville ønske at jeg bare kunne tænke bogen færdig og så var den skrevet. det er hårdt at gå rundt med så stor en bog inde i hovedet og vente på at den kommer ud. Den er tung at bære og skulle den blive udgivet, skulle den komme ud af mit hovede, ned på papiret og ud i verdenen, ved jeg at jeg vil græde. Fordi den mand der ville kunne forstå, er her ikke. Han er flyttet.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget tik - tak er publiceret 05/11-2004 09:43 af Camilla Moe (moe).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.