Min første dagbog inde på Fyldepennen

Gamle skole
Nikitaolsen1
9 år siden
AT forløb
Coleen
10 år siden
Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
5 år siden
Hun fik Cohen forærende
Olivia Birch...
7 år siden
Hej. Og farvel igen. - Ka...
Kasper Lund ...
7 år siden
Pensionisten
Hanna Fink (...
8 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Sikkerhed - What for?
Marlene Gran...
11 år siden
Fortiden er hård.
storm89
4 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
7 år siden
Nu 'det jul igen
Gittepigen
11 år siden
Hvordan?
Halina Abram...
6 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
16 år siden
Sæl
Hanna Fink (...
9 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Kjære dagbok
Sunstar31
9 år siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
9 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
6 år siden
Jeg har det som om jeg lægger på en stor, hvid sky og leger med en marionet, der ligner mig selv. Altid de samme dage, sidder helt for mig selv, keder mig, overvejer at tale med de andre, hører musik og skriver historier, der ikke bliver til andet en starten og aldrig får nogle slutninger.
Jeg har det altid sådan, om morgenen, i skolen, på vej hjem fra skole, hjemme foran computeren(en realitet at jeg skal ende foran det, jeg kaldte noget dumt, før jeg rørte tastaturet og musen og begav mig ud på nettet). Når jeg ligger i sengen, leger jeg at jeg er en anden, en fiktiv person, en ikke-eksisterende person, der har det fedt, har et godt lydende navn, en masse venner, magiske evner eller talenter eller bare et godt og indbringende liv. Jeg kan være vågen helt til klokken fire om morgenen, når jeg lader som om jeg er en anden.
Men det hjælper ikke. Lige så snart jeg slår øjnene op om morgenen, siger hej til katten og lader hende putte under min dyne, er det den samme dag om igen. Det er.. Uudholdeligt.. Jeg hader mine hverdage, kun i weekenden kan man rigtigt selv bestemme, hvad man vil. Der er det meste af dagen ikke på en kedelig stol, ved et kedeligt bord foran endnu en kedelig skoledag, men foran computeren, spillende med min bror Peter i spillet Battlefield 1942 eller med et Word-dokument, der er tomt eller fyldt med endnu en påbegyndt historie væk fra mit liv, hvor jeg taster dagen lang eller også på nettet. Mit liv lever jeg kun i min fritid, og den er der stort set ikke, når det er hverdag, den fyldes op med lektier og forpligtelser overfor det forbandede samfund, der kræver ni år af livet på en instution, der alligevel kan cuttes ned til det basale, og derefter et arbejde resten af livet til man er pensionist og livet endelig kan begynde og man endelig føler sig rigtigt fri for alle de tanker, bekymringer og uforståelige forpligtelser.
Mest af alt har jeg lyst til at forsvinde fra samfundet, droppe ud af uddannelsen og begynde at føle mig fri som forfatter, tegneserieskaber eller kunstner.. Men jeg kan ikke få mig selv til det, hvis jeg smider det hele væk med et og det alligevel ikke går kan jeg ikke komme tryglende tilbage(eller jo det kan jeg, men det tør jeg ikke tænke på, hvordan vil være..) og bede om tilgivelse, starte på en frisk og bare blive den, man smed væk, selvom det ville være ynkeligt i mine øjne ikke at følge drømmen frem for forpligtelsen over for samfundet.
Det er blot lidt af de tanker, jeg gør mig, og det gør at jeg blotter mig for samfundet, de kan bare gå herind og se mine planer, tanker og mulige opførsel. Men en dag river jeg mig fri fra ilden, fortsætter som en lille glød mod et nyt bål og måske en dag kan starte mit eget bål, der vil vise samfundet, at uddannelse og job kan minimaliseres til halvdelen, håbefuldt.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Min første dagbog inde på Fyldepennen er publiceret 05/03-2009 21:24 af Kischii Hikikomori (Talan).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.