Der er efterhånden et øget fokus på kroppen som en naturlig figur. Det er der selvfølgelig noget positivt i, idet vi nu kan flytte vores fokus fra kroppens udseende til aspekter der giver sig bedre ud: såsom accept af kroppen.

Kropspositivismen har taget fat på folket, der nu forsøger at praktisere en form for accept af kroppens naturlige udseende. Vi er i gang med at dekonstruerer de idealbilleder og kropsidealistiske forestillinger der er skabt via Instagram der deler ud af bikinimodellernes diæter, sværvægternes evige træningsforløb og modellernes catfalk på vaklende tændstiksben. De kropsidealer, der førhen har været rammesættende for vores kropsidealistiske tanker og for hvordan man bør/skal/vil se ud er ved at bryde sammen. I dag, bliver vi stillet over for et valg om at acceptere, eller demonstrere, mod kropspositivismen. Jeg er ikke fan, fordi jeg mener at det går imod, basale bestræbelser om success. Om end det er familierelateret, jobrelateret eller om det er centreret om noget helt tredje.


Jeg er træt af det. Ikke alle kan blot acceptere. Eller, jeg vender blikket indad. Jeg kan ikke. Jeg vil arbejde, efterstræbe, opnå. Hvorfor skal man så blot acceptere?

Jeg har haft svært ved, at forstå hvordan jeg kunne acceptere mit udseende, min krop og hvad der dertil hører. "Du skal bare acceptere, hvordan du ser ud", "Det er bare kropsidealer, og idealer er ikke direkte opnåelige". JO DE ER. For mig er accept, lidt som en falliterklæring (ret mig hvis du er uenig, og fortæl mig hvorfor). Store tænkere, forretningsmænd og kvinder, kreative hoveder i modebranchen, for ikke at nævnesportsudøvere, er ikke kommet sovende - accepterende - til noget. De er kommet frem i livet grundet hårdt arbejde.

Jeg har akkurat læs bogen "The Subtile Art of Not Giving a Fuck" af Mark Manson, der formulerer, at man kun bør give de mest betydelige ting her i livet en "fuck". Her skal "at give en fuck" anses som noget positivt, som en bekymring, en tanke eller som en opmærksomhedshengivelse. Det slog mig så, at man selvfølgelig skal give sin krop en fuck, såfremt man ikke er tilfreds. Lidt ligesom, alt andet i livet. Er man ikke tilfreds, kom i gang, arbejd for en bedre løsning? Er løsningen - for dig - at acceptere hvordan du ser ud, gør det. Men lad det så også dine bekymringer, dårlige samvittighed og dine tanker omkring din krop og dit udseende, gå din næse forbi. Jo, det lyder radikalt, og det kan nok også tages med et gran salt. Pointen er blot, at du bliver gladere, hvis du kun retter din opmærksomhed mod noget der fortjener det. Pia Callesen skriver I hendes bog om metakognitiv terapi, at vi har 35-70.000 tanke om dagen, og hvis du skulle hengive dig til alle disse tanker, ville du være på overarbejde 24/7, hvormed der før eller siden ville opstå en implosion af emotionelle overvejeler i dit hoved, på størrelse med et tankskib lastet med en container for meget. Det vil ikke gavne dig.

Jeg ved godt, at det ikke er alle der magter at tage kampen op, eller mener at det er en kamp værd, men jeg blev nødt til det af flere årsager. Jeg havde dårligt selvværd, brokkede mig over mit udseende, mine slaskede arme og min flade bagdel. Jeg ville ikke acceptere min krops form, dens kilo og dens absolutte helt naturlige bønnestage-lignende struktur. Jeg mener stadig ikke at jeg er i mål, ligesom jeg heller ikke er i mål med mange af mine andre projekter. Men jeg arbejder. Jeg arbejder på at optimere, realisere og ikke mindst på at komme tættere på mine drømme. Selv, mener jeg at vores negative tanker skabes gennem kontinuerlige slag i hovedet over ting vi ikke får gjort noget ved.

Tænk over det. Måske kan du også komme et skridt tættere på det du efterstræber, hvis blot du arbejder. Et skridt er trods alt også tættere på, end ingen.


// Giv mig noget feedback! Hvad er jeres erfaringer, kan I spejle jer? Det behøver ikke at være relateret til emnet, jeg har bare undret mig på dette område.

KH Amanda

God søndag.