Den kolde brise slog hende i ansigtet som et agern der faldt ned fra sit træ.
Bitten ønskede et kort øjeblik at hun var blevet hjemme, men hun var nødt til at fortsætte. Nu skulle hun bare fremad.
En, to, tre kilometer var det blevet til - på bare tæer, og så i denne kulde.
Igår var det anderledes, der havde hun haft sko på. Røde, med selvbindene effekt og overfalds alarm.

En halv time senere var hun fremme. Endelig.
Hun ventede i køen, ligesom alle de andre.
Alle havde som hende, bare tæer. Nogle fødder var slidte og beskidte, andre var pæne og velplejede.
Hendes egne fødder bar præg af den lange gå-tur. Men ellers var de velplejede.

"Vi beklager fejlen på fodtøjet." Sagde damen bag skranken.
"Nogle gange opfører elektronik sig ikke som forventet."
"Det er helt ok," Svarede Bitten, "Jeg vil bare gerne have et par nye der ikke begynder at sende alarm ud, mens jeg sidder i bussen."

Bitten fik et par nye sko. Hun tog dem på med det samme, bukkede sig ned og trykkede på selvbinder knappen, gik hen til stoppestedet og steg ind i bussen.
En stregkode modtager scannede skoene.
Den blinkede grønt. På skærmen stod der, "Accepteret."

Hun satte sig bagerst i bussen og glædede sig til at komme hjem og tage et fodbad.
Set fra vinduet i bussen var der regn på vej.

Bitten nåede at tænke på, inden hun stod af, at 200.000 par sko der på én og samme tid ved fejl aktiverede overfaldsalarmen, skabte mange problemer.