- Jeg elsker dig slet ikke. Hold op med at elske mig, det er ikke godt for dig eller mig.
Hendes ellers så varme hånd er blevet så fugtig og klam. Den gustne hud lyser op, når jeg lægger min hånd om hendes.
- Kom nu med ind, skat. Det regner sådan.
Mine mørke øjne møder hendes, og hun kigger bekymret op på mig, trækker sin spinkle hånd til sig og rejser besværet sig. Hendes lange hår drypper på gulvtæppet, og jeg husker, hvordan hun plejede at råbe op om, hvad vand gjorde ved hendes gulvtæppe. Hun er ikke længere så kæphøj, hendes stemme er blevet svag og hun prøver ikke at sige noget. Jeg savner hendes glade latter, hendes sprudlende væsen og hendes glade ansigt. Det er som om hun er blevet berøvet, nogen har stjålet hendes livsglæde. Hendes livs flamme er næsten brændt ud. Når jeg kigger på hende, ser jeg de klareste blå øjne, den blødeste hud. Hendes ansigt har stadig små barnlige træk i forhold til mig i hvert fald. Hun var slet ikke gammel nok dengang jeg mødte hende. Vi plejede at elske hinanden, men vi måtte ikke…
Jeg finder hende liggende i sin seng med dynen trukket op over ørene. Jeg sætter mig hos hende og stryger det lyse hår. Hendes øjne kigger sorgfuldt op på mig, imens hendes hånd søger i blinde efter min. Jeg fanger den og holder godt ved, hun må ikke forsvinde fra mig. Hun åbner munden og prøver at tale.
- Jeg elsker dig slet ikke. Vil du ikke nok lade være med at elske mig?