”Sikke en fin dukke, ” nærmest hviskede hun i foragt, mens hun stirrede med tomme øjne på det knitrende, lyserøde gavepapir Evelyn holdt i hånden. Siva var næsten grøn af misundelse, og hendes læber var presset sammen af utilfredshed, tørre mens de havde bevæget sig for at lukke ordene ud.
Evelyn drejede smilende ansigtet mod hende. Hendes blå øjne glitrede af begejstring over dukken, og at Siva virkelig havde omtalt noget hun ejede på en pæn måde. Siva stirrede bare tomt på hende, med stadig mere utilfredshed.

”.. haha,” ordene lagde sig dystert i rummet. Pigerne, der var i færd med at skære Evelyns kage ud, stoppede op og så på Siva. Det var det eneste hun havde kunnet finde på at sige. Der var da ingen der skulle have noget som hun ikke havde.

”Hm”. Et bredt, hånende smil lagde sig om hendes læber. Hun fik selvsikkerheden tilbage. Det var hende der havde magten. Evelyn stod bare som forstenet. Hendes silkebløde hænder tabte det lyserøde gavepapir, og tårerne pressede sig på. Hun løb væk fra gavebordet, hvor den yndige dukke blev liggende og bredte sine lyse slangekrøller ud over Sivas håndflade. Det hånlige smil, syntes at forblive i Sivas mundvig, og gæsterne begyndte at grine. Siva triumferede. Evelyn fortsatte ud af stuen forbi gæsterne, der pegede af hende og lo.

Hun satte sig ned i kosteskabet, hvor hun kunne høre alt lyd fra stuen, og trak benene op til sit bryst. Det lyse hår klistrede fast til hendes kinder.

”Ja ..” hviskede Evelyn grådkvalt. ”Sikke en fin dukke”.