”Sådan skal det gøres!” Du smiler til mig mens rulleteksterne glider ned over biografens lærred og vi står i kø sammen med alle de andre biografgængere. I kø for at komme væk fra salens fløjsrøde stolerækker og popcorn rester. Der er lummert og lidt for proppet, men din varme, faste hånd i min gør mig rolig og lykkelig.

Endelig kommer vi udenfor. Vi har parkeret et stykke væk, bagved et pakhus, hvor der altid er ledig plads. Gåturen er kold, men det gør ikke noget, for endelig er vi sammen. Det har været en travl uge på arbejdet og jeg har savnet dit nærvær. Godt at weekenden kun lige er begyndt og jeg har masser af tid til at indhente alt det, jeg har forsømt i forhold til dig.

”Sikke et skuespil, og sikke et plot! Det er den bedste film jeg har set i år!” Dine øjne stråler og din ånde damper perlemorshvidt i den tørre vinterluft mens vi går hen mod parkeringspladsen og vores bil. Du forklarer og fortæller, undres og griner. Jeg kigger sidelæns på dig, byens lys tegner din silhuet og jeg er ikke i tvivl længere. Jeg elsker dig.

Jeg ser dem ikke komme. Pludselig lyder der bare en underligt knasende lyd og du falder forover. Du tager ikke fra da du lander på jorden, men vælter som en livløs dukke.

”Giv os jeres penge! Det skal være nu!” To mænd i elefanthuer, den ene med et bat i hånden, den anden med en kniv. Jeg ænser dem næsten ikke, har kun øje for dig. Hvorfor rejser du dig ikke?

”Rolig nu, din nybegynder, spørg først, slå bagefter. Men imponerende slag. Sådan skal det gøres.”