Jeg elskede at sammenligne mig med Jennifer Garner fra tv-serien Alias. Hun spillede den her hårdtslående hemmelige agent Sidney, der kunne klare alle situationer. Selv de der lod til at være umulige. Jeg var vild med alle hendes forklædninger. Uanset om hun havde kort, rødt hår, var langhåret blondine eller noget helt andet var hun altid lige smuk, sexet og farlig. Jeg havde nogle af de samme kvaliteter, selv efter at jeg sidste år var stoppet i 2. g på grund af sygdommen. Hver gang jeg satte mit hår om morgenen, forestillede jeg mig at jeg havde en ny mission. På den måde havde jeg magt til at farve min hverdag, som jeg selv ønskede.
Jeg sad ved make-up bordet og lod mine fingre glide over det silkebløde, mørke hår. I spejlet foran mig betragtede jeg min krop med kritiske øjne. Satans! Siden hvornår havde den spencer siddet på mig som en skraldepose? En klump pressede sig pludselig mod min hals og fik mig til at synke hårdt et par gange. En varm fornemmelse i mine øjne forsvandt efter et par blink, men en forræderisk tåre faldt fra mine øjenvipper da jeg slog blikket ned. På uforklarlig vis fremkaldte den ene tåre en hede i mit bryst. Jeg trak vejret hurtigt og bed tænderne sammen. Med knyttede hænder modstod jeg en trang til at feje alt ned fra bordet.
Da mit blik faldt på de hvide knoer i mit skød, følte jeg med ét en træthed i kroppen. Jeg kunne mærke mine skuldre synke nedad og lod udmattet panden hvile mod bordet. Med lukkede øjne prøvede jeg at forestille mig hvad Sidney ville gøre i min situation. Hun ville se at få det overstået uden at brække sig i stride strømme bagefter, tænkte jeg. Et blegt smil krusede mine læber, da jeg rettede mig op og stirrede på pigen i spejlet. Det halvlange, lyse hår havde sat sig helt forkert og fik mig til at fnise som en helt normal teenager. Med en følelse af befrielse satte jeg det igen, da jeg hørte en knirkende lyd fra trappen. Da det bankede på døren og min far stak hovedet ind, trak jeg vejret dybt.
"Er du klar til din kemobehandling, skat?" spurgte han med et ømt blik i øjnene.
"Jeg er klar," svarede jeg og rejste mig op.