Torsdagen gik på held, mørket sænkede sig over de hvide bygninger. Solen var noget man snakkede om, og klikken var præcis 16:00 da han trådte ind på Michael Petersens kontor. Efter en ordvekslen bag den låste dør, gik han ud ad døren med tårene pressende i begge øjne.

Ingen på kontoret hverken sagde eller gjorde noget. Ingen spurgte om noget, men hans tidligere chef og en kollega fandt kort tid efter ud af, at han var blevet fyret, sådan bare. Dagen var blevet afløst af et endnu mørkere tusmørke da de gik ind på værtshuset i storbyen for at drikke øl.

De havde en god tid sammen, og snakkede om det der var sket. Musikken bragede ud, værtshuset var fyldt, sofagruppen de sad i var dejlig blød, og tøsten bankede ubønhørligt på. Så han gik selv op til baren for at bestille. På barstolen lod han sig synke ned, skråsiddende på stolen knugende tegnebogen i hænderne. En yngre kvinde sad plugseligt til venstre for ham. Der var ikke mere end 30-40 centimeter mellem dem. Denne dag var så ligegyldig at han ikke ænsede og havde tid til at være anderledes. Han var bare.

Hendes øjne var store, hendes ansigt var smilende, men eller dog var musikken så høj at han måtte tættere på for at høre hende, med den bonus at han kom tættere på hendes øjne og mund.Han husker at munden var jordbærsød og rød. En duft ag varme fra hendes krop sneg sig mod ham og han nød situationen. Tætheden gjorde at han virkeligt kunne se hende.

Han bød på en øl, og hun accepterede den, og fortalte at hun var med nogle venner i byen. Hun drejede sig og pegede over på dem. Så vendte hun sig tilbage. Han var i et vakum af intethed og alting. En en kugle, en osteklokken fra hvilken det var umuigt at slippe ud. Han ville heller ikke ud.

År efter stod oplevelsen klart i hans erindring, og dannede søde drømme som han kunne leve på.