Spring, spring ikke, spring, spring ikke, spring ..... Kører det igennem Tanjas hoved, mens hun rystende, bange og fortvivlet, står på broen og kigger på de mange biler, der drøner med voldsom fart på den store vej.
Hun har overvejet det her øjeblik den sidste måned, og har faktisk glædet sig til at få fred.
Men mest af alt, har hun i sit stille sind håbet på, at Peter nu endelig vil kunne indse hvad han har gjort.
Tårnene begynder igen at pible frem, ved mindet om det rygte han har spredt på hele skolen, det rygte der ikke er andet end en stor løgn. Hvordan kan jeg leve videre med det rygte som omdømme, hulker Tanja stille.
Hvad mon der sker med mig, når jeg er sprunget?
Tanja lader bevist tankerne kredse om springet, dels for at tænke på noget andet, men lige så meget, for at trække tiden, så meget ud, som overhovdet muligt.
Mon jeg smatter ud i en stor blodpøl? Eller mon jeg måske bliver ramt af en bil, en traktor, eller måske en mega stor lastbil, og ender i en masse småstykker?
Hvad mon de alle vil tænke, når de får at vide, at jeg er død, vil de græde, vil de fortryde, vil de mon gå helt i chok?
Et lille smil, dukker frem på Tanjas læber, i håb om, at hun med sin død, vil kunne chokerer idioten Peter.
Rystende bevæger Tanja sig nu helt hen til kanten, og gør sig klar til den beslutning, hun for længst har truffet.
Angsten bobler frem i hende, hun synker en gang.
Hendes mod for faldet, begynder lige så stille at falde.
"Tag dig nu sammen" skælder Tanja på sig selv. "Husk på din beslutning. Der er overhovdet ikke noget at være bange for."
Spring, spring ikke, spring, er den sidste tanke der kører igennem Tanjas hoved.