Den tidlige morgensol sendte et par tynde stråler ind mellem gardinerne. Det var det første jeg så. Smukke Karoline sov ved siden af mig, og jeg kyssede hende blidt mens jeg smøg mig ud af sengen. Uret var ikke sat til at ringe, heldigvis var jeg i god tid.
Mens jeg spiste mit ristede brød kiggede jeg mig omkring. Bordet føltes småfedtet og der hang en tung lidt harsk luft i huset. Karoline måtte vist hellere få gjort rent i dag, det lignede hende ikke sådan at forsømme huset.
Turen til bussen var gået så uendeligt mange gange, at jeg nærmest kendte hver revne i asfalten og hver uregelmæssighed i flisernes mønster. Alligevel var der et eller andet der syntes anderledes. En ubestemmelig følelse sneg sig ind på mig, af at noget ikke var helt, som det burde være. Jeg forsøgte at ryste den af mig, følelsen, for det var vel egentligt bare en helt almindelig dag og en helt almindelig tur til arbejdet?
Hvilken dag var det nu? Kunne jeg have taget fejl? Var det mon weekend allerede? Nej, et par ukendte nabobørn stod med skoletasker på, så hverdag var det helt bestemt.
De hilste på mig, ungerne, og spurgte om jeg ville følge dem på vej. Besynderligt! Jeg mindedes bestemt ikke at have set dem før, men forklarede dem smilende at jeg jo skulle på arbejde.
Ikke mange skridt tilbage før jeg ville nå busstoppet. Igen denne trykkende fornemmelse indeni.
Da jeg drejede om det sidste hjørne så jeg mig tilbage. En yngre kvinde snakkede nu med børnene fra før. Tænk at jeg slet ikke havde bemærket de nye naboer.