Hun vågnede brat, satte sig hastigt op i sengen, hendes hjerte bankede mens hun lyttede intens. Hun kunne ikke placere lyden; kom den ude fra vejen eller inde i huset ... efter et par sekunder, var hun ikke i tvivl... lyden kom inden fra huset. Hun kunne høre stemmer hviske, skuffer der blev åbnet. Tårerne pressede på og klumpen i halsen gjorde det svært at synke.

Langsomt bevægede hun hånden hen mod natbordet og famlede efter telefonen, hun fandt den, hendes hænder rystede og hun havde svært ved at åbne telefonen, tasterne reagerede ikke... pludselig hørte hun brædderne på trappen knirke, de var på vej ovenpå!!! Hendes hænder rystede så meget, at hun ikke kunne holde på telefonen, hun måtte placere hånden over munden, for ikke at skrige. Der sad hun fuldstændig lammet i sengen mens tårerne trillede ned ad kinderne. Værelset var bælgmørkt.

Det gav et sæt i hende... Pigerne!!! De lå i værelset ved siden af. Panikken steg, hun lukkede øjnene og lyttede intens... hun kunne ikke længere høre brædderne knirke, personen måtte være på reposen nu... hun kunne høre vejrtrækning... han var lige ude foran hendes dør. Hun lagde igen hånden over sin mund for ikke at skrige, tusinde tanker fløj gennem hendes hoved, skulle hun skrige, larme og håbe på, at det ville skræmme ham væk?

Hun kunne høre, at han bevægede sig videre, hen mod pigernes dør, panikken ændrede sig til vrede, adrenalinen flød i hendes årer, hun trak dynen af sig og i ét spring stod hun foran døren, i samme øjeblik som hun lagde hånden på dørhåndtaget, kunne hun høre Emma "Mor... ", hendes stemme var søvnig. Hun havde en hånd på karmen og den anden på dørhåndtaget, i samme sekund som Emma kaldte, havde hun hørt hastige skridt ned ad trappen, der lød tumult, stemmer, skuffer blev smækket i, de væltede noget, og pludselig. Stilhed.

Hun hev døren op og løb ind til pigerne, hendes hjerte bankede så voldsomt og intens, at hun var bange for, at hun skulle få hjertestop, halsen var fuldstændig snøret sammen, munden tør og hun kunne ikke tale. Hun holdt Emma i sine arme, hun lå helt stille... Efter et par minutter kiggede hun op "er du okay, mor?" Hun græd, rystede på hovedet... "nej, nej jeg er ikke okay... "