Igen skriger en måge hånligt over mig. Er de kommet tættere på? Fornemmer de, som jeg, at tiden er meget kortere nu? At afgørelsen snart vil falde: fiskemad eller mågeføde? Vil hellere leve, men jeg kan ikke flyde for evigt. Tømmer mine tanker og bliver et med vandet. Flydetid.

Jeg er i opløsning. Saltvand på min hud. Saltvand i min mund. Saltvand i min mave. Saltvand i min sjæl. Grænserne mellem vandet og mig bliver mindre og mindre tydelige. Min flydekrop er i et med en bølge nu. Jeg former mig efter bølgefronten. Flyder, topper, brydes og splintres med det faldende vand. Min bevidsthed splintres i samme takt. Husker kun svagt at være menneske. "Varme", "søvn" og "tørre hænder" er nu kun ord, minderne kan ikke kaldes frem mere. Under mig glider et lyst missil forbi i det mørke vand. Cirkler rundt. Mindre og mindre cirkler, nærmere og nærmere. Flugt er ikke mulig. Eller tænkelig. Jeg kan lige så lidt flygte som bølgen kan. Den bider mig første gang og jeg smiler. Den bider igen og jeg opdager, at den ikke er der. Fatamorgana.

Flydetiden løber ud og jeg forsvinder ned i vandet igen. Fik ingen luft med ned. Trætheden sidder i alle muskler, i lungerne og i mit hoved. Det sortner omkring mig. Det ville være en befrielse at ånde ud og give slip. Vandet er meget koldere hernede og jeg mærker min varme forsvinde ud i vandet. Gør jeg havet varmere, eller gør det mig koldere? Jeg ved det ikke mere, men jeg ved, at denne gang kommer jeg ikke op. Viljen er der ikke mere. Fiskeføde.

Udenfor min bevidste kontrol spjætter benene og jeg flyder opad endnu en gang. Vandet er blevet min evige elskerinde; jeg trænger ind i hende og ud af hende igen og igen. Luft. Lys. Flydetid. Mågerne skriger hånligt over mig.