"Kom Molly, lad os få det overstået. Mor og far vil blive så stolt hvis jeg fortæller dem at jeg helt selv har købt deres sølvbryllups gave. Det ved jeg de vil, de har så tit snakket om at jeg skal tage mig sammen, at livet også har noget at byde mig, hvis bare jeg giver det en chance."
Kira sukker og klemmer hårdt om snoren. Sved dropper pibler frem på panden, hendes hænder ryster og hendes hjerte hamre derud af.
Med forsigtige skridt nærmer hun sig det store tov, med alle de mange farlige og ukendte mennesker.
Mens Kira med forsigtige skridt, kommer tættere og tættere de høje lyde, tænker hun på, at hun i hvert fald er glad for, hun har Mille trofast følgende ved sin side.
"Se dig dog for" Pludselig får Kira et skub, så hun er lige ved at ryge på næsen ned i asfalten.
Sådan en idiot, han burde vel vide.
Kira er ved at bryde sammen, og har lyst til at opgive det hele og tage hjem i sit trygge hjem igen.
Men Molly stiller sig opmuntrende, trøstende og beskyttende helt tæt ind til hende.
"Kom Molly, lad os så få det overstået."
"Undskyld, kan du hjælpe mig med at fortælle hvor Kop og Kande ligger" Kira finder en tilfældig person i menneskemylderet. En sød ældre dame, svare med venlig stemme, selvfølgelig, det er lige her over.
Til Kiras lettelse, viser det sig at de er næsten ved siden af.
"Kom så Molly, lad os få det indkøb gjort, så vi kan komme hjem." Ved fælles hjælp følges de ad ind i butikken, og op til disken.
"Hej, har i noget i kan anbefalede som en sølvbryllupsgave." En venlig lys stemme kommer med det samme med en masse forslag.
Kira bestemmer sig for to lysestager som hun får pakket pænt ind.
Hun skynder sig at betale, takker for hjælpen og skynder sig så hurtigt hun kan, ud af butikken.
Snart står hun igen på gaden, men denne gang nu klar til hjemturen.
Lettelsen bobler i hende, og hun kan ikke lade være med at smile, hvor er hun stolt af sig selv, hun glæder sig til at give sine forældre gaven, gaven hun helt selv har købt.