Jeg presser ryggen hårdt imod den tynde stamme bag mig. Accepterer illusionen om beskyttelse den
yder mig, imens jeg febrilsk prøver at blinke blodet ud af mit øje. Lytter.
Kæmper for at holde mit åndedræt under kontrol, og modstår trangen til at tørre blodet bort med mit ærme.
Foretager ingen hurtige bevægelser. Ingen bevægelser overhovedet. Lytter igen.
Har ikke hørt noget til dem, i et stykke tid nu. Hverken Jørgen, guerillaerne med deres døde øjne og rådne tænder,
eller deres forbandede AK-47’ere.
Kom med til Columbia, havde Jørgen sagt. Grib chancen for at være med til at skabe noget, udlev eventyret. Idiot!

Jeg blinker et par gange inden jeg lukker øjnene og lader mine ører alene om at sondere det grønne helvede der omringer mig.
Lytter. Sorterer. Hører kun regnskovens egne lyde, insekterne, fuglene og floden.
Ved det uden at kunne forklare hvor fra, men floden er min vej ud. Min chance for redning.
Selv ikke Jacopapegøjernes skrig kan overdøve den buldrende flod, umiddelbart til højre for mig.
Kan ikke være mere end højest femten – tyve meter væk, men stadig ude af syne.
Mærker min puls stige, men lader fornuften råde.
Modstår fristelsen til bare at spæne mod kløften og håbe på det bedste, velvidende at selv en så kort
distance let kan tage adskillige minutter at forcere.

Farer sammen.
Identificerer lyden, og tvinger mig selv til igen at trække vejret.
Det indtørrede mudder fra mit bukseben ligger ved mine fødder. Håner mig.
Jeg gør mig klar. Klar til at krumme mig sammen, til langsomt at krybe fremad
Mod floden, mod friheden… Hjem.
Fornemmer projektilet sønderrive den unge stamme på sin vej, længe inden jeg hører skuddet.
Skriger.
Farc er sgu slet ikke aktive så tæt på Bogota, sagde han. Regeringsstyrker over alt, mand.
Og jeg havde troet på ham.

Idiot!