Action!

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie som er specielt actionfyldt, og prøv samtidig også at indføre et spændingsmoment som allerede fra starten fastholder læseren. Teksten skal skrives i nutid. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

"Har Agnete betalt?" Bossen peger på Andrew.
"Nej, så nu tager vi ud og siger, vi har slået hendes datter ihjel."
Andrews ansigt stråler.
"Andrew. Tåbe og nar. Så betaler hun da slet ikke. Du truer med drab på datteren. Ikke andet. Og vi forhøjer til 35.000, da hun ikke har overholdt betalingsfristen." Bossen peger mod døren.
"Action nu. Afgang."

Agnete kigger ud ad vinduet. VVS-bilen holder der endnu. Hvad mon de laver? Pludselig buldrer det på bagdøren. Det ligner ikke Nelly at larme sådan, tænker hun. Døren er allerede åben, da hun når frem.
"Agnete Bitsch. Du har overskredet fristen med tre dage. Vi har hævet betalingen til 35.000. Du får en frist på to dage. Vi har dræbt din ... hvis du ikke betaler, dræber vi din datter."
"Min datter? Jeg har ikke nogen datter." Agnete ryster på hovedet.
"Nej, hun er så godt som død. Her er det sidste foto af hende."
Andrew smider et stykke pap fra sig og brager døren i.
Agnete bøjer sig mod pappet. Det er et foto af en ung pige. Det er ... Nadia. Nellys Nadia. Agnene mærker, hvordan angsten vokser i maven. Det er min skyld, hvis de dræber hende. Min skyld. Det skide lån.
Agnete når ikke at tørre tårerne væk, før det banker på hoveddøren. Åh nej. Ikke dem igen. Angsten får hende dog til at haste mod døren.
En mand i blå VVS-dragt fylder døråbningen. Han træder ind og lukker døren.
"Politiet," siger han og fremviser Id-kort.
"Du har haft besøg af Andrew. Du må hjælpe os til at fælde ham og bagmændene. De vil kræve mindst 75.000 før de er tilfredse, ifølge vore erfaringer. Her har du 100.000 kr. Til gengæld vil jeg, VVS-manden, opsætte overvågningsudstyr," griner politimanden.
Agnete samtykker. Alt for Nelly og deres venskab, tænker hun.

To dage senere sparker Andrew bagdøren ind. Agnete smiler, da hun ser hans reaktion på, at pengene er klar. Han ligner en, der har fået hjernerystelse, inden han fyrer sin afskedssalut af..
"Nadia er kæreste med min boss, så hun var aldrig i fare."
Agnete tøver et øjeblik, da Andrew er gået, men stamper så foden i gulvet.
"Ha! Så skal Nelly ikke have pengene. Dem beholder jeg."

Fem dage senere står politiet der atter.
"Agnete Bach. Du er arresteret for at betale med falske pengesedler. Troede du virkelig de var ægte."

Skriv kommentar

Besvarelsen Finanskrise er publiceret 15/10-2009 14:48 af Lars Find-Andersen (Bibelot) under skriveøvelsen Action!.
Version 1 - 15/10-2009 14:48
Besvarelsen er på 396 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

14 år siden
#1 Mikala Rosenkilde (Mikala)
Sjov krimifortælling med nogle værre skurke (og flere end man først tror).
Jeg bliver dog altid lidt forvirret, når personer hedder noget der minder om hinanden. Her har du ladet flere personer have navne, der let kan blandes sammen: Agnete/ Andrew. Nelly/Nadia. - Når man ikke lige kender personerne bedre, så kan det godt forvirre i hvert fald denne læser. Men morsom chefskurk og dumme håndlagere.

- Hov, der er for resten noget med DØR her:
"Agnete når ikke at tørre tårerne væk, før det banker på hovedDØRen. Åh nej. Ikke dem igen. Angsten får hende dog til at haste mod DØRen. En mand i blå VVS-dragt fylder DØRåbningen. Han træder ind og lukker DØRen."

Fine point for slutningen.
14 år siden
14 år siden
#2 Lejsy Storm
Det var en rigtig god fortælling, og man bliver fængslet lige fra starten.
Dog synes jeg, at handlingen fortjener mere skriveplads end en limiteret grænse på 400 ord. Jeg måtte læse den flere gange for at forstå plottet. Handlingen er lige lovlig kompleks med så begrænset ordforbrug.

En lille stavefejl har sneget sig ind: "Agnene mærker"
... skulle have stået Agnete.

"Du må hjælpe os til at fælde ham.." ville man ikke skrive MED fremfor TIL? En hjælp kan føre TIL at opgaven bliver løst...., men man hjælper MED..

Kunne godt tænke mig at læse hele historien som novelle!

Mvh. Lejsy Storm
14 år siden
14 år siden
#3 Benno
Jeg synes, du vil for meget i den korte tekst, og det går ud over personerne, der flagrer ind og ud af handlingen. F.eks. hvem er Nelly? Er hun søster eller veninde/andet til Agnete? Mest klar står den tomhjernede Andrew.

Men ellers god action og humor, der fortjener meget mere plads at folde sig ud på.

vh. Benno
14 år siden
14 år siden
#4 Gitte Morsund
Skøn gangster-fortælling med gode, genkendelige/stereotype skurke.
Masser af action og spænding, handlingen skrider godt fremad.

To ting "skurrer".
Hvorfor griner politimanden over at han skal installere overvågning?
Og hvorfor konkluderer HP at Nelly ikke skal have pengene, det har hun vel aldrig skullet?

Enig med de andre: denne historie kræver en novelle.
(og når den så er en novelle, vil vi have en roman, så måske skulle du bare gå linen ud med det samme? ;-))

/Gitte
14 år siden
14 år siden
#5 Mogens Sørensen (Mons1957)
Hej Bibelot, det er jo bare slag i slag, og det er nogle rigtigt grumme gangstere, måske lidt stereotype, men hvad, her er jo heller ikke meget plads. Jeg må nok også sige, at den kræver en novelle. VH Mons
14 år siden