Science fiction

Opgavebeskrivelse

Året er 2059. En helt almindelig dag. I en helt almindelig persons liv. Fortæl om en begivenhed, kedelig eller spændende, på netop denne dag. Afslør ikke for meget omkring tid og sted, lad det være op til læseren at gætte med.

"Du er i godt humør i dag," bemærker praktikanten.
Jeg lader, som om jeg bliver distraheret af gulvfejeren, der summer forbi ved mine fødder, og håber at drengen glemmer sin observation. Men bager-Alvin er lige kommet ud fra baglokalet med en plade friske morgenbrød, og han har ikke tænkt sig at lade mig slippe så let.
"Ha! Så er det onsdag!" udbryder han og slår en melodisk latter op.
Da praktikanten ser forvirret ud, skubber Alvin venskabeligt til knægten og forklarer - uden egentligt at forklare noget - "Hun besøger sin mormor om onsdagen. De skal altid have sig en bid kage med."
Praktikanten er stadigvæk ikke med. Han strålende blå øjne flakker mellem Alvin og jeg. "Hvem?"
"Det er lige meget!" prøver jeg desperat.
"En, du kan lide?" gætter han ganske rigtigt.
Alvin ler klingende igen og spankulerer ud i baglokalet.
Efter det show har jeg mest lyst til at løbe ud og gemme mig på toilettet. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare ydmygelsen, når hun kommer, og knægten får at se, hvor håbløs min forelskelse er. Et væsen som hende er for god til os almindelige mennesker. Hun skal være sammen med en, der besidder det samme tidsløse format. Ikke en som mig. Med mine gener er det, som om jeg har tabt på forhånd.
Dørklokken kimer, og mit overrumplede hjerte farer op i halsen på mig og banker som besat.
For ja. Det er hende. Isabella selv. Hun får øje på mig, smiler og vandrer hen til disken. "Godmorgen."
"'Morgen," henånder jeg og kæmper mod den rødme, der skyller op i mine kinder.
"To spandauere," beder hun høfligt og piller ved en lok af sit hår, ser sig omkring. Uinteresseret.
Med praktikanten som publikum kunne jeg ikke drømme om at blamere mig ved at prøve at starte en egentlig samtale. "Det bliver 42 kr.," - "Værsgo'," - "Tak," - "Ha' en god dag," - "I lige måde!" - og hun er væk.
Ud af øjenkrogen ser jeg praktikanten stå og se uforstående ud. Han er ikke den første. Jeg følger Isabella med øjnene, da hun går langs vinduet hen mod sin lille miljø-bil. Halvanden meter høj, ørnenæse, buttede hænder, et skævt smil. Ikke nogen genmanipulation her. Ikke nogen omhyggelig udvælgelse af øjenfarve og højde. Bare Isabella, helt igennem Isabella. Unik.
Hun får mig til at afsky det perfekte menneske, jeg dagligt ser i spejlet.

Skriv kommentar

Besvarelsen Isabella selv er publiceret 19/10-2009 21:23 af Laura Bruhn Bové (Laurbær) under skriveøvelsen Science fiction.
Version 1 - 19/10-2009 21:23
Besvarelsen er på 400 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

10 år siden
#1 Mogens Sørensen (Mons1957)
Hej Laurbær, det er en rigtig hverdagssituation, som du skildrer her, en med det gode humør og så den tilbageholdende kunde. Til sidst får vi så sf- elementet, manipulationen af udseendet gør ikke lykkelig, man hader det menneske, der ikke behøver dem. Flot skildret. En enkelt sproglig bøf: det skal være "Alvin og mig" i stedet for "Alvin og jeg." Men den lille ting ændrer ikke din gode beskrivelse af situationen og tankerne. VH Mons
10 år siden
10 år siden
#2 Lise Andreasen (anemone42)
Fuldstændig skønt twist på de sidste par linjer.
10 år siden
10 år siden
#3 Laura Lützen (Sommerdag)
Hej Laura

Super tekst! Dit sprog er flydende, naturligt og letlæst i denne tekst. Efter min mening er der en rigtig god balance mellem handlingstempoet og antallet af beskrivelser og observationer. Rigtig godt skrevet!

Især er jeg vild med sætningen "'Morgen," henånder jeg og kæmper mod den rødme, der skyller op i mine kinder", der for mig rammer plet i forhold til beskrivelsen af HPs forelskelse og tilhørende følelse af kejtethed.

Godt twist! Den havde jeg absolut ikke gættet!

M.v.h. Laura
10 år siden