MacGuffin

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort historie som tager udgangspunkt i en ting eller et plotelement som har betydning for personen/personerne i historien. Som forfatter skal du ikke afsløre det præcise indhold, som fx kunne være indholdet i en kuffert eller en speciel æske. Denne ting eller element har kun til formål at binde historien sammen, men må samtidig gerne gøre læseren nysgerrig efter at vide mere. I mange tilfælde er elementet udefineret og helt åbent for fortolkning for læseren - det kan så at sige være alt muligt, brug fantasien. Det skal dog være en fysisk ting, og hverken en følelse eller oplevelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Begrebet MacGuffin stammer helt tilbage fra Hitchcocks tid, og er blevet benyttet i et utal af spillefilm gennem tiderne, specielt spændingsfilm og gysere.

Det var en ring, en smuk ring, en meget gammel ring. Den var gået i arv fra datter til datter gennem mange generationer. Det specielle ved ringen var, at den gjorde alle de døtre der havde ejet den lykkelige. Ingen kunne forklare hvorfor lige netop den ring gjorde det, og ikke alle ville vide det.

Men den datter der nu ejede ringen havde en nysgerrig svigermor, som på alle mulige måder havde forsøgt at fraviste ringen dens hemmelighed. Der måtte være noget galt med den ring, det kunne ikke lade sig gøre at ringen gjorde ejeren så lykkelig uden noget hun ikke kunne sætte sin finger på. Svigermoderens fejlslagne forsøg på at finde ringens hemmelighed, var ved at drive hende til vanvid. Hun havde prøvet at lokke ringen af svigerdatterens finger med at rose ringen i høje toner, ved at bede om at få lov til at prøve ringen bare én gang, hun havde sågar forsøgt at stjæle ringen en dag den lå på badeværelset i et ubevogtet øjeblik. Intet lykkedes for hende.

Svigermoderen blev mere og mere misundelig og bitter over, hun ikke måtte prøve ringen. Den blev en besættelse hos hende, hun måtte uanset prisen bare ikke længere prøve, men eje ringen. Hun fortjente da også som enke lidt lykke, gjorde hun ikke? Hendes søn var jo blevet som forhekset af den usædvanligt almindelige kvinde, ja nærmest kedelige kvinde der bar ringen. Dét var ikke en kvinde hendes søn skulle nøjes med. Næh, hendes søn var skam fra et velhavende hjem, havde en høj uddannelse samt en høj vellønnet stilling. Og så havde han altså giftet sig med denne kedelige almindelige kvinde, han kunne snildt have gjort det meget bedre.

Pludselig var chancen der, ringen lå bare der, lige dér, lokkende, fristende og smukkere som aldrig før. Straks satte svigermoderen ringen på sin finger, intet skete, slet intet. Det ringede på døren, udenfor stod to politibetjente, de spurgte om de måtte komme indenfor. De bad hende sætte sig ned, for det var ikke gode nyheder de kom med. Sønnen og svigerdatteren var omkommet i en trafikulykke, men heldigvis havde barnebarnet den lille pige overlevet. Betjentene fortalte hvordan ulykken var sket, og hvad tid den var sket. Svigermoderen blev lammet da hun hørte klokkeslettet for hendes søns død, for det var netop i samme øjeblik hun tog ringen på fingeren. Hun så på ringen, den havde mistet sin skønhed, sin glans, ja al ringens betydning var væk.

Først da, forstod hun ringens hemmelighed og svor at hendes datterdatter skulle have den.

Skriv kommentar

Besvarelsen Ringens hemmelighed er publiceret 23/10-2009 20:36 af Lise Eva Kramer (Lille spejl) under skriveøvelsen MacGuffin.
Version 1 - 23/10-2009 20:36
Besvarelsen er på 422 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

14 år siden
#1 Sirena
En spændende historie, der vækkeren læserens læselyst!
Måske kunne årsagen til at svigermoderen pludselig får mulighed for at prøve ringen have været med...på den anden side virker det naturligt inden for historiens rammer, at man netop ikke ved det.

vh
Sirena
14 år siden
14 år siden
#2 Lise Eva Kramer (Lille spejl)
[Sirena]

Mange tak for de pæne ord, det er første gang jeg har udgivet noget på en professionel side.
14 år siden