Jeg kigger på de andre to, mens jeg anstrenger et lille smil frem.
”Så er det snart!” hviner hun spændt, mens hun bliver spændt fast til ham. Jeg tygger diskret på min underlæbe.
”Er du klar, makker?” spørger han, mens han med sin ene hånd rækker over hende og dasker mig på skulderen. Jeg har altid hadet, hvordan han bruger ordet ’makker’, som om det var et kælenavn.
”Ja,” siger jeg og fremtvinger endnu et smil. Jeg hiver lidt i min rygsæks stropper.
”Det er jo lang tid siden, vi har gjort det her,” spøger han, mens han tjekker stropperne på sin egen rygsæk og samtidig sørger for, at hun bliver spændt godt fast til ham. ”Vi kunne jo have glemt, hvilken snor man skal hive i!” Hun griner af hans vittighed, men jeg genkender nervøsiteten, som ulmer i hendes stemme. Hun har aldrig prøvet det her før. Det er hendes første gang.
”Det er dejligt at bruge noget tid sammen igen. Bare os tre – ligesom i gamle dage.” Hun smiler til mig, og jeg ved, hun mener det. Hun synes, det er dejligt. En kuldegysning løber igennem mig. Det her er ikke dejligt.
Jeg forstår ikke, at de tror, jeg har tilgivet dem. Selvfølgelig har jeg ikke det. Det kommer jeg aldrig til. Hvorfor skulle jeg tilgive dem?
At hun var mig utro er en ting, at hun var mig utro med min bedste ven er en anden ting, og at de bagefter begge foreslår, at vi alle skal være venner igen er en helt tredje ting.
Han smiler til mig igen – det gør de begge to – og jeg smiler. Men jeg smiler ikke til dem. Jeg smiler ved tanken af, hvad der kommer til at ske.
Jeg forestiller mig deres ansigter, når vi falder gennem luften, og jeg ikke hiver i snoren – når jeg falder hele vejen ned og aldrig rør ved snoren. Når de ser mit døde lig ligge stille blandt de høje græsstrå.
Så vil de vide det. Så vil de vide, at jeg ikke har tilgivet dem. Så vil de kende min smerte.

”Er du klar?” spørger han igen.
”Ja, jeg er klar,” siger jeg.