Tante Tut vender sig mod os og griner, mens hun vinker med hele armen.
Hun står helt henne ved den åbne helikopterdør.
"Det er så herligt, Niels og Simon. Det er næsten som om man er en engel. Når jeg tør, så ..."
Hun er 69 og siden hun begyndte på alt det her, er det som om hun bedre kan lide mig.

Det er ikke, fordi jeg ikke tør springe.
Det der åbne hul, ser da enormt indbydende ud. Det bliver nok næsten som at komme i himlen.
Tættere på kommer jeg nok ikke.
Men jeg kommer i Himlen, i overført betydning. Jeg gør det jo for Louises skyld. Nå ja, og lidt for min egen. Man får hovedpine af at gå rundt i sit eget snævre Helvede.
Simon er noget bleg om næbbet.og glor på mig:.
"Er du helt sikker på, du vil gennemføre det her?" Hans tynde stemme er en lanse, der borer sig ind i mit hjerte.
"Du kan jo lade være med at springe," mumler jeg. Han har sgu da et valg. Og han kunne jo bare holde sig fra Louise.
"Din tante har jo inviteret os begge."
Simon ser syg ud, selvom han smiler.
"Så vil du måske først?"
Tante Tut træder lidt til side. Og Louises lille englebasse træder frem.
Det giver et sug i min mave, da han springer.
Tante vinker en gang mere, inden hun forsvinder.
Måske skal jeg lade værè?
Nej, det er for lyst. Og det kilder sikkert i maven.
Jeg tager springet.
Og det er fantastisk. Så er det om at finde knappen. Hvor? Nå, lige dér. Jeg trykker.
Der sker ikke en skid. Hvor længe skal man skulle vente, før den folder sig ud?
Måske skal man trykke hårdere? Nu bare ingen panik. Har jo nok ramt forkert.
Knappen føles som om nogen har pillet ved mekanismen.
Jeg får kvalme. Det hele kører rundt. Der er marker langt oppe over mit hoved. Sidder i en karrusel, der er løbet løbsk.
Og DER kommer Simon imod mig, med sit syge smil.
Og med udslåede vinger.
"Louise bad mig redde dig fra din tante," ævler han og rækker mig en smal hånd.
Den gamle har åbenbart alligevel ikke ændret mening om mig. Hvordan kunne jeg hoppe på den?
Og hvorfor er her så lyst?