De krogede visere viste at klokken var 22:13. Nu sad han der igen, rystende og bange, henne i hjørnet. Han følte et behov for at gemme sig. Han kunne se hvordan bulerne i tapetet bevægede sig, op og ned. Selvom han var bange for mørket, så foretrak han alligevel det, frem for lyset.
Når det var lyst gemte de sig alle sammen, han kunne derimod se dem når det var mørkt – det fandt han en vis tryghed i.
Det eneste lys der var i stuen, var en iskold lysende månestribe, der delte rummet over i to. Han kunne ikke slippe for månens lys, selvom han havde hængt mørklægningsgardiner op. Lyset fandt altid ind. Det skarpe lys gav ham kuldegysninger. Det gav tapetets buler små skæve skygger. Han kunne se hvordan de bevægede sig truende men stille over imod ham.
Han kravlede helt ind i hjørnet og krøb endnu mere sammen. De skæve gulvbrædder sendte nu også små skygger over imod ham.
Han kunne høre en mekanisk summen udefra, bilerne sendte varmere gullige lysstriber op ad væggen, der kørte langsomt henover væggen. Han havde lyst til at storme ud og skrige om hjælp, men tanken om at skulle passere alle skyggerne, gav ham en kvalmende skræk.
Han kiggede på uret igen, viserne sad som de gjorde sidst. Han havde selv pillet batterierne ud, i håb om at det ville blive ved med at være mørkt, men nu ville han gerne se morgensolens lys igen, inden månestriben nåede hen i hjørnet til ham, men så skulle han krydse skyggerne, han gøs ved tanken.
Han fór sammen, da en hviskelyd brød stilheden, han lukkede øjnene og holdte sig for ørene, men det kunne ikke holde den monotone hvisken ude. Han kunne stille begynde at sætte ordene sammen, de blev tydeligere og tydeligere.
”Du vidste…”, ”Du vidste … godt… farligt!”, ”Du vidste jo godt at det var farligt!”.
Han åbnede øjnene, mørket begyndte at flimre. Stemmen blev ved med at gentage sætningen.
Pludselig blev lyset helt skarpt, han kunne ikke fokusere, der var en der ruskede hårdt i ham. Han kunne ikke kæmpe imod, hans krop var helt slap. Da han endelig fik mulighed for at fokusere, stirrede han lige ind i sin mors skuffede øjne.
Hun slap ham, så han faldt sammen på gulvet. ”Du lovede at du ikke ville gøre det igen!” sagde hun med gråd i stemmen.