Jeg hørte den i radioen, dén sang. Den skreg min smerte ud, den smerte jeg har båret på hele mit liv. Nu ved jeg mere om hvorfor jeg er sær, udenfor, den grimme ælling, den der altid har stået og kigget ind. Kigget ind på ”de andre”, set hvad de foretog sig når de legede, gik i skole, var sammen med deres familier og venner. Men jeg ved ikke det hele endnu. Der mangler mange brikker før puslespillet er lagt færdigt, hvis det da bliver det. Jeg venter på oplysninger, der måske kan kaste lys over en hel del mere, som sandsynligvis også vil rejse endnu flere spørgsmål. Og ingen af de der ved noget kan jeg spørge.

Hvorfor? Hvorfor? HVORFOR?!

Men ingen vil tale om det. Sådan gjorde ”man” bare dengang, ”man” vidste ikke bedre er svarene, hvis jeg endelig spørger.

Mistro og mistillid har været mine følgesvende så længe jeg kan huske, de beskytter mig. Jeg kan spørge fra nu af og resten af mit liv, og det skal gå hurtigt for de der ved lidt, er måske snart væk. Uanset hvad der sker, kan jeg ikke bare kaste mine følgesvende af mig som var de kapper. De få der kender mig ved det, de holder fast i mig. De giver og giver, jeg giver det tilbage jeg formår, kunsten at give er tillært ikke medfødt. Jeg har set hvordan andre gør og efterligner dem så godt jeg kan, men er det godt nok? Godt nok til de få der holder mig fast?

Det siges øjnene er sjælens spejl. Mit spejl er i tusinde stykker. Fotos lyver ofte, især om mig. Jeg kan godt smile samtidig med jeg skjuler mit spejl.

Jeg lukker mig inde igen, flygter ind i bøgernes verden. For dér er jeg i sikkerhed, det har jeg altid været.