Der stod det, som det altid havde gjort. De samme krogede grene, den samme sprukne bark. Ja, selv bladene var af den samme grønne kulør. Den samme smalle form.
Dog følte jeg, at træet var forandret. Ikke at det var gult eller at det kunne danse. Men efter Helenas bortkomst føltes intet normalt.
Solens varme undgik min hud, ej heller kunne brisens munterhed længere glæde mig. Fuglene sang ikke længere livlige viser, de nøjedes med at tie. Nu var hun væk …
Taget hen, hvor jeg ikke kunne nå hende. Fløjet derhen, hvor ingen fugl tør komme. Derhen hvor drømmen ender og mareridtet begynder.
Gid jeg kunne nå hende. Gid jeg kunne lade mit sind strejfe hendes blot et kort sekund.
Skyerne samledes og snart blandedes mine tårer med regnens. Hele verden græd, og jeg undredes et øjeblik. Var det virkelig den samme verden, hvor jeg tidligere havde leet og leget?
Nogle gange, når man er ked af det, siger folk, at verden ser anderledes ud i morgen. At den nok har ændret sig. Måske er det ikke verden, der ændrer sig. Måske er det én selv? Måske er det ens syn på livet, der farver dagen? Måske er det de minder man har, der former ugen? Måske er det de drømme man drømmer, der forandrer måneden? Måske er det de håb, som brister, der danner året? Måske er det de følelser man har, der skaber livet?
Skyerne drev bort til fjernere egne, de tog regnen og ængstelsen med sig. Smukke dugdråber samledes på træets blade og i edderkoppens net.
En lille fugl satte sig på en af træets grene. Den startede på en lille melodi. Den første tone var svag, nærmest vaklende. Den næste var blid, ganske blid … Den tredje var smuk, utrolig smuk… Snart sang den. Og til min store glæde fyldte dens sang mit hjerte med en sådan fryd. Skønt sproget ikke var genkendeligt var følelsen skøn. Og jeg mærkede glæden ved fuglens sang. En glæde, der havde forbipasseret mit hjerte i al for lang tid …
Jeg tænkte på Helena. Og langsomt, ganske langsomt begyndte jeg at forstå. Ikke med hjernen men med hjertet. Skønt hun var væk og hendes sprog ugenkendeligt… Skønt det, ville hendes væsen altid befinde sig i mit hjerte. Sammen med fuglens sang.
Jeg lod blikket strejfe det smukke træ. Der stod det, som det altid havde gjort.