Det generer mig ikke at se dem, det er okay. Lige så tydeligt som jeg ser dem, lige så lidt lægger de mærke til mig.

Han hviler panden mod hendes, hun lukker øjnene for virkeligheden og ørerne for flosklerne, og jeg ved hvor højt hun elsker ham. Hun forbliver ubevægelig og han tolker det som han vil. Som et tegn på at hun har tilgivet ham for at have basket lidt for meget med vingerne. Han ved, at hun stadig ser solnedgangen i hans øjne, som er smukkest af alt og smukkest her. Han ved, at hun har lovet at elske ham for evigt og at hun gør det. Han ved, at hun altid vil stå i vinduet og vente på ham, måske for altid. Hun kan ikke holde sig væk, må vide om han har ændret sig, om hans vinger er intakte, og om han har glemt, at hun vil elske ham for evigt.
Som de sidder der, omsluttes de af mørket og glemmer at jeg findes. De glemmer, at kærlighed er noget rod, når den ikke har rod i noget og husker kun hvordan man får hold i nakken af at kysse, og at man skal holde vejret og lukke øjnene. De husker, at de engang vidste at forelskelse er helt og aldeles ligetil. Når man er forelsket, bliver man tosset i hovedet sammen med én, der også er tosset i hovedet. Ligetil.

Som jeg står der, omsluttes jeg af mørket og glemmer at jeg findes. Jeg forsøger at glemme, at han er hele verden og solen hvorom alting drejer. Jeg prøver at huske på løfter, ansvar og konsekvenser og tvinger øjnene til at fæstne sig ved dem i deres tosomhed og ugennemtrængelige enhed. De hører sammen, det har de svoret, lovet at gøre. Hun kender sit lod, ved at hun vil stå i vinduet og vente på ham, måske for altid, hun ved at han vil baske med vingerne hvis hun giver ham plads, og hun kæmper mod trangen til at holde ham i et jerngreb. At holde ham i evig, klynkende afhængighed. Men hun ved, at jeg findes. Hun ved at jeg fæstner øjnene ved ham og lader som om jeg ikke har set, at deres ringfingre matcher.