Jeg kunne kun høre lyden af mit eget åndedræt.
Eller også blokerede jeg for alle andre lyde, i håb om at få styr på mine tanker. Her var helt mørkt og fugtigt. Jeg havde sagt til far han skulle ordne vores kælder, den var jo utæt som bare pokker, men han havde altid vigtigere ting at tage sig til.
Jeg svedte.
Mit tøj føltes drivvådt og skaftet på øksen gled længere og længere ned i min rystende hånd. Det var sjældent jeg sad med en økse i hånden, parat til at flække skallen på nogen, om nødvendigt. Men det var nødvendigt, i hvert fald at være forberedt. Og det var far. Han havde købt en til os hver. Ham, jeg, min bror og min mor. Gode og gammeldags våben, kaldte han dem.
Vi også blevet advaret i god tid. Om De Fremmede. De var blevet spottet i rummet for nogle måneder siden, og regeringen informerede os kort tid efter. Siden da havde far arbejdet på en slags hule i jorden. Der sad de allesammen nu. Uden mig.
Jeg havde insisteret på at hente min lilla bamse. Ja, nok var jeg for gammel til den slags, men jeg havde fået den af mormor. Den skulle med.
Jeg var bange nu.
Meget bange og mit hjerte hamrede derud af. Jeg kunne høre fodtrin ovenpå. Stille og bestemte. Og stemmer. Hvad de sagde vidste jeg ikke. De var lave og jeg ville nok alligevel ikke forstå dem. Jeg kan ikke huske hvad for gennem mit hovede, udover forestillinger om hvordan disse uhyrer så ud.
Var de blå, gule, grønne? Store eller små? Havde de hugtænder? Og ville de virkelig slå os allesammen ihjel? Og hvorfor? Manglede de nye steder at bo? Vand? Mad? Og hvofor os?

Så blev der stille ovenpå. I et øjeblik var jeg lettet, men så hørte jeg skrig udenfor. Min mors skrig. Og stemmer der lød i retningen af,
- "Captain, we found three of them in a hole in the ground, we have two. The third ran".

Et splitsekund senere hamrede min far på kældervinduet. Han havde blod over det hele og det satte lilla håndaftryk på ruden. Hans øjne var opspilede og orange. De plejede at være vinrøde. Og så lukkede han dem.

Jeg knugede min bamse ind til mig, trak mig grædende sammen i hjørnet og håbede på, at De Fremmede aldrig ville finde mig.