Sophie sad anspændt foran sit skrivebord, og stirrede tegningen af en lyserød trekant.
"Jeg kan ikke have det sådan" Tænkte hun og slog sin knyttede næve ned i bordet.
Hun havde det elendigt. Hun vidste ikke helt hvorfor, og så gjorde hun alligevel. Men hun kunne ikke have det sådan.
"Mikkel er min nu, og efter al det besvær. Hvorfor er jeg så utilfreds?"
Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hun kunne mærke tårerne presse på. Det var lang tid siden hun havde grædt og når hun havde, var grunden altid Mikkel. For hun havde ikke kunne få ham. Før nu. Hun vendte sig om og kiggede ind i det store spejl der hang på bagvæggen. Hendes røde hår hang livløst og hendes hud var bleg og træt. Hun rykkede tættere på.
"Grønne øjne. Vinduerne til min sjæl. Hvad er det i skjuler for mig?"
Hun følte sig dum. Dum og fej. For var følelserne for ham indbildte? Havde hun sukket efter ham i så mange år, for at slippe for at tage stilling til andre - og kærligheden?
Hun snerrede af sit spejlbillede og gik ned til sin mor i køkkenet.
"Hvad søren fejler du, min lille regnbue?" Spurgte Sophies mor.
"Mor? Lille regnbue er ikke et sødt kælenavn"
Hun tog en appelsin og begyndte at skrælle den.
"Jeg låner fastnettelefonen, skal ringe til Mikkel, okay?"
Hendes mor nikkede.
"Selvfølgelig skat"
Sophie rejste sig og tog telefonen i hånden. Så gik hun ovenpå igen og tændte en cigaret.
Hun kunne mærke en knugende fornemmelse i maven. Hun vidste hun skulle sige noget vigtigt, men var ikke selv sikker på hvad. Hvis hun nu bare kunne finde ud af sig selv, tænkte hun. Hun tastede nummeret ind.
"Hallo"
"Hej Mikkel, hvad så?"
"Ikke så meget, skat. Er på vej ned på fodboldbanen for at drikke en pilsner med Kristian"
Ja, pilsnere får han brug for, tænkte hun og tilkendegav hun havde hørt ham, men sagde ikke rigtig noget. Hun slukkede sin cigaret og begyndte istedet at tegne kruseduller for at beskæftige sin nervøse hånd.
"Noget i vejen?" Spurgte han.
De snakkede i 10 minutter og hun sagde intet om hvordan hun havde det.
"Dammit!"
Hun faldt sammen hen over bordet og en tåre fandt vej ud af øjenkrogen
Da hun lænede sig op igen, studsede hun over de kruseduller hun havde tegnet under deres samtale. Så vendte hun sig mod spejlet igen.
"Nå, så det var de i ville fortælle mig, grønne sataner"
Hun krøllede papiret sammen og blokken sammen og kastede det i skraldespanden. Så var hun sikker på, ikke at komme til at tegne en masse hjerter med navnet Karina i, næste gang hun snakkede i telefon.