Måske elsker jeg heste.
Problemet med heste er, at de knækker for let.
Måske er jeg for hård.
Men min far sagde, at han gennem lang tid prøvede med det bløde. Men sejrerne udeblev. "Sejrene udeblev, sønnike", sagde han, "hård kærlighed. Der ligger sejrene. Som med din mor". Min mor. "Min mor er ikke nogen hest", svarede jeg.
Jeg ved ikke helt hvilken træning der egner sig bedst til en hest. Jeg bryder mig ikke om skrigeriet. Heste kan skrige så intenst. Er man ikke på vagt, krympes sjælen. Jeg kan ligesom mærke det. Distance. Jeg er trods alt hestens herre.
Der er ingen naboer. Og det er godt. Først når den perfekte hest omsider er frembragt, er jeg parat til at vise den frem. Indtil da må jeg holde dem inde.
En gang lukkede jeg en ud i folden. Med tømmerne bundet fast til hovedet med låse og beslag. Ingen hest stikker af fra mig. Folden var et forsøg. Hun stak næsten af ved det første smæld fra pisken. Sporet henover ryggen animerede hende til kræfter, jeg ikke anede hun besad. Tømmerne revet ud af hænderne med store stik af smerte. Hun forsøgte at stikke af henover de to meter høje palisader. Umuligt. Ville højden alene ikke stopppe hende ville elhegnet øverst. Jeg tror jeg kender mine heste. Hende her overraskede mig. Inden jeg fik greb om tømmerne igen, startede sorgen. Jeg vidste det ville brække nakken på hende, allerede inden jeg hev. Hun var måske blevet den perfekte hest. Nu står hendes polerede kranie på reolen.
"Din mor var glad for folden". Min far taler. Jeg bryder mig ikke om det. Han er blevet sær. Står altid ovre i hjørnet og glor. Med sine gamle indsunkne øjne. Når han ikke taler har jeg det bedst. "Min mor var ikke nogen hest", vrænger jeg. "Var din mor måske en hest". Så. Nu fik jeg det sagt.
Pisken er mit foretrukne middel. Men aldrig for hårdt. Aldrig for længe. Jeg spænder dem hellere fast. Til viljen fordamper. Det er en balance. At ramme punktet hvor de er tamme, men stadig med et stik af vildskab. Jeg tolererer ingen skrig. Intet gør mig så ræd som det. Det må de lære. Ingen skrig.
Jeg indfanger selv mine heste.
Engang købte jeg en hest. Ringede på et nummer min far gav mig.
Oplevelsen var sær. Derfor gør jeg det aldrig igen.
Det bankede på døren.
Udenfor stod en hest og en kolossal stor hund. Jeg indfangede lynhurtigt hesten. Den skreg længe.
Den store hund har jeg endnu. Den græsser på marken omme bagved. Jeg undrer mig stadig over hvad det er for en besynderlig hund..................