Under New Yorks smogbeklædte nattehimmel havde han bygget sig en seng af iturevne papkasser. De var hårde, og da han lagde sig ved siden af containeren i gyden med de knækkede, let dryppende nedløbsrør, satte han flasken til læberne med en distræt hviskelyd. Den brune papirpose, der fugtigt krammede sig til gin-flasken, knitrede ved hans berøring. Han vidste ikke, hvad hans promille var, men den var helt sikkert skyhøj, for han så mere end bare dobbelt... Hans mave vendte sig, og han reflekterede over fortiden, mens han studerede de grønne metangasser fanget i himlens smog. Fra advokat til gadebums... Hvordan kunne han falde så hårdt og dybt? Dét spørgsmål havde han stillet sig selv hver aften de sidste tredive år. Og han orkede ikke at spørge mere uden nogensinde at finde et fornuftigt svar. Hvorfor var hun gået fra ham? Hans mave vendte sig igen, men han ignorerede det stædigt, og beslutsomt tømte han flasken i ti store slurke.

Det føltes som om, en forhammer havde ramt ham imellem øjnene... Og nu kunne han ikke længere ignorere sin mave, der lod til at danse twist i mellemgulvet. Hurtigt kylede han den tomme ginflaske langt væk, og løftede den brune papirpose op til sit stubbede ansigt. Inden han nåede at tænke, væltede den sure gin ned i posen fra hans mund...

'Fra gin-beholder til brækpose, hvor ironisk,' tænkte han, mens hans mave krampede voldsomt. Nu var det bare at vente på forgiftningen... dødskampen... Hvilket for ham ikke engang ville være en kamp. Han var klar. Han havde været klar længe. En hviskelyd undslap hans tørre læber, mens han forsøgte at tænke. Selv med det tabte maveindhold, burde forgiftningen ikke være langt væk. Han ventede. Lænede sig mod den fugtige, kolde mur... Men den dødskamp, han så desperat ønskede, lod ikke til at indfinde sig.

Med en tåre i øjenkrogen, lagde han sig på pappet og stirrede blindt på brækposen, som han stadig knugende bittert i hånden. Hvorfor? Hvorfor kunne han ikke bare ende det? Med et hvæs kylede han brækposen imod væggen foran ham, og mavesyren sejlede gulligt ned ad murstenene. Dødskampen gik ham hus forbi... 'Hvilket hus,' tænkte han bittert og gloede hadsk op på himlen:

"Så tag mig dog...!" skreg han. Men hverken hans råb eller dets ekko ned langs husblokkene blev hørt. Brækposen opløstes i rendestenen. En hviskelyd syntes at komme fra himlen, da det begyndte at regne.