Han kiggede ud i luften. Hvordan var det sket? Han havde været så forsigtig… alligevel var det gået galt. Hvordan? Det var en svipser, blev han ved. Der var ikke noget at gøre ved det. Det sker… hans liv var jo ikke ligefrem slut og det betød ikke at han aldrig skulle gøre det igen, bare at der måtte gøres noget, men lige meget hvordan han vente og drejede det, kom det til at koste… og han blev nødt til at sige det til sine forældre… eller gjorde han? Hvis bare det blev fikset hurtigt, kunne han måske holde det skjult… eller ville det være bedre hvis de vidste det?
Telefonsamtalen før var endt brat. Han måtte ringe og sige undskyld til hende… på et tidspunkt. Han havde bandet meget. Men det her var ikke noget han havde prøvet før, og det var ikke ligefrem noget man så frem til.
Han kiggede sig omkring, og først der lagde han rigtig mærke til, hvor han var. Han sad i bilen – det vidste han. Det var lyst. Han kiggede på klokken. Det føltes som om han havde siddet der i timer, men der var vist kun gået et kvarter. Vejen omkring ham var tom. Han var ikke i vejen for nogen. Men han skulle måske til at komme i gang igen alligevel. Han måtte se at få ringet. Han følte på sine lommer. Ingen mobil. Han kiggede op i foruden. Der lå den. Han trykkede på knapperne men ingenting skete. Typisk! tænkte han irriteret, mens han himlede med øjnene. Han steg ud af bilen, og smækkede døren. Åbnede til bagsædet og greb sin taske. Han tog sin pung fra det forreste rum og puttede den i lommen. Der havde vist været en mønttelefon lidt før han drejede af…
Da han endelig kom ud til krydset så han ned af den vej han var kommet fra. Han bed tænderne sammen og fortsatte ned mod den telefonboks, han nu rent faktisk kunne se. Hold kæft, det havde taget lang tid. Han havde ikke troet han var nået at køre så langt, men han havde vel alligevel haft brug for tid til at rase af.
Han nåede telefonen og tog røret. Klartone. Endelig noget der gik rigtigt, tænkte han lettet. Han tastede og lidt efter svarede en kvindestemme. De snakkede lidt, så lagde hun røret på. Så er det gjort, tænkte han.
Tyve minutter senere fik han øje på Falck-bilen. De havde fundet stedet på trods af hans få kendemærker. YES! Så kunne dagen måske alligevel vendes. Selvom det nu officielt var hans skyld, at der var sket noget med bilen, var der i det mindste noget, der ville gå rigtig.