"Så er det nu..."

Blikkene blev rettet mod hende, hendes øjne dirrede, hvorpå hun løftede hovedet og mumlede for sig selv:
"Gå nu, de andre venter, det er ikke så svært som du tror.."
De andre stod med cigaretter i mundvigene – forventningsfulde, men fordømmende.
Hun skulle vise dem, at hun ikke var en kvinde, man bare kunne trække rundt med, som en anden lille tæve.

Hendes forældre stod nærmest, utilpasse over de omkringværende mennesker.
”Karina, de er fra København, de er ikke til at stole på, har du mødt deres forældre?” havde moren sagt,
hun fik det til at lyde som om hun boede i et andet land. Der havde været en grund til den studentereksamen
og de mange timer på biblioteket, hun ville ikke ende som dem, i et lille forfaldent hus i en by, som kun de
vidste hvor lå. Hun havde pænt sagt nej tak til tilværelsen som fattigfolk, men det forstod de ikke.

Hun fornemmede ham, med hænderne knyttet som sædvanlig, men det var ikke længere på grund af nervøsitet,
men på grund af... De kaldte, det gjorde de altid, hun var dømt til at være bagtrop, om hun syntes om det eller ej.

Hun huskede ham råbe aftenen før, samt hans prædiken om en lykkelig tilværelse, men han havde ikke
forstået det. Han havde endda fundet brudekjolen frem, han var for alvor desperat, mangel på argumenter
og slagord, halvråbte han: "Vi skulle ha været en lykkelig familie, husker du det?" Det gjorde hun, men hvad
hjalp det nu. ”Kunne han ikke også bare have forandret sig, som han havde lovet?” Det var uacceptabelt, det
vidste alle.

"Karina?" Det var nu, hun kiggede omkring og tog afsked, det var slut nu, det vidste hun - aldrig mere skovvej
34, hvorpå hun gik hen til flyttebilen...