Fattigfolk det er hvad, vi altid har været og nok altid vil være. Det havde hendes Farmor altid sagt. Hun havde aldrig forstået, hvad Farmoren mente med det. Da hun spurgte sin mor kom der med et stort suk:
- Din farmor var fabriksassistent hele sit liv, noget hun aldrig har ladet os glemme.
- Men hvorfor skal vi også glemme det, spurgte hun?
Hendes mor havde ikke svaret men blot sagt:
- Gå du ud og leg.
Hendes Farmor gik meget op i at sylte, bage og samle på platter. Noget der forvirrede hende, for hun kunne da bare købe tingene i supermarkedet og platterne var da ikke særlig pæne. Men Farmoren sagde:
- Man ved aldrig hvornår man får brug for det.
Hun havde nu ikke brug for hverken platter eller syltede agurker. Hendes mor sagde at hun skulle være høflig og spise det, der blev sat på bordet. Men når hun så sit snit til det spyttede hun maden ned i et lille tørklæde, som hun altid havde med sig når hun besøgte sin farmor.
Hendes farfar havde hun aldrig kendt. Han var flyttemand og havde kørt i en stor flyttebil,som hun havde set på billeder. Han så stærk ud på billederne og hun forestillede sig hvordan han var kommet hjem fra arbejde i den store bil og Farmoren havde stået i døren med syltede asier og agurker og sagt:
- Så spiser vi lille far.
Hun elskede at sidde og kigge i de gamle billeder, men hendes mor syntes, at hun hellere skulle bruge sin tid på andre mere fornuftige ting som at gå til badminton.
En dag skulle hun til at tage de gamle billed albums ned fra hylden i stuen, men de var de borte.Hele stuen blev ledt igennem, men de var pist borte Da hun spurgte sin mor, hvor de var kom der et bestemt udtryk i hendes mors ansigt:
- Vi er ikke mere fattigfolk så de billeder kom med i Farmors flyttebil.