Endelig er vasken overstået.

Det er som om Hilda ikke er der, når hun vasker mig, hun tænker på noget andet. Som om jeg var en dukke og ikke et levende menneske.

En gang i mellem smiler hun til mig med et forkrampet smil, som om hun er usikker på, om jeg opfatter noget. Selvfølgelig gør jeg det!

Hendes hænder rører ved min krop, som om den var et sofabord. Mekanisk.

Det var noget andet med Maisa.

Hun kom vist fra Polen. Og hun smilede! En gang i mellem sagde hun noget til mig, som jeg ikke forstod. Men det var rart at høre hendes stemme, høre ord, der var bestemt for mig.

Når hun rørte ved min arm og løftede den op, så hun spørgende på mig. Om det var i orden, om det ikke gjorde ondt.

Når jeg prøvede at sige noget, kom der ingen lyd. Men hun smilede til mig. Hun smilede, som om hun forstod.

Det var en velsignelse at mærke hendes hænder, der bevægede sig hurtigt og følsomt over min ryg og forsigtigt undgik såret på knoglen. Som i et snuptag fik vendt mig om, uden at jeg følte smerte. Som gav mig rent tøj på og omhyggeligt knappede alle knapper og foldede kraven ned. Og sørgede for at skjorten sad glat på huden. Som redte mit hår med bløde bevægelser, så jeg kunne mærke det falde let omkring mit hoved. Og som så hentede spejlet ude fra badeværelset, for at jeg kunne se hvordan jeg så ud.

Når hun var færdig, trak hun dynen helt op til min hals, løftede hovedgærdet, og sørgede for at jeg sad godt. Tændte for musikken, som jeg så godt kan lide, før hun med en glad hilsen forsvandt ud af døren.

Maisa. Jeg har ikke set hende længe. Kommer hun mon igen?