Det småregnede og blæste lidt denne tåbelige torsdag nat, hvor jeg gik gennem de mennesketomme gader. Mit hår var vådt, og nogle regndråber fandt vej ned ad halsen for så at løbe videre ned på min ryg.

Igen bebrejdede jeg mig selv for at have sagt ja til at gøre Torben denne vennetjeneste. Torben var ikke nogen nær ven, og det var vel hans egen skyld, at han havde fået rodet sig ud i den fjollede situation.

Jeg kom ind på den gade, hvor han boede, og gik søgende rundt for at finde nummeret. Det var ikke nemt, flere af gadelygterne var slukkede - vel sparket til at vandaler - og mange af ejendommene havde intet nummer. Flere gange måtte jeg helt tæt på for at læse tallene, og pludselig var jeg heldig ! En månestribe lyste det nummer op, som jeg søgte, og nu måtte jeg så finde ud af, om jeg kunne åbne døren med mit dankort - Torben havde bl.a. mistet sine nøgler, og havde flere gange demonstreret for mig, hvordan sådan et plastikstykke skulle stikkes ind ved låsen.

Jeg forsøgte flere gange, og til sidst brækkede mit dankort næsten over, så jeg måtte lempe det ud.

Jeg tog mit sygesikringskort frem - samme facon - skulle jeg prøve med det ? Nej, fanme nej. Nu havde jeg prøvet, og det var ikke mit problem, at hans reserve lå derinde, så jeg begav mig hjemad.

Da jeg kom hjem, lå han på sofaen og sov. Jeg kiggede lidt ærgerligt på ham, og skubbede så til ham. "Nå, fandt du det?" han smilede til mig. "Næh, jeg kunne ikke komme ind" "Åh for fanden, du er sgu da også for dum. Jeg har sgu ikke råd til en låsesmed, for de stjal også min tegnebog." råbte han arrigt.

Nu blev jeg vred. "Så må du jo selv hente det" "Ja, det kan jeg jo ikke med mit ben" han pegende demonstrativt ned på sit venstre ben, der ikke var der. Idioten havde mistet sin benprotese, da han havde taget det af på et værtshus for at bruge det som våben, og nogen så havde taget det fra ham.

Og da han havde ringet, havde jeg været dum nok til at ringe efter en taxa og få ham hentet.