Grå skyer svæver dovent hen over himlen, da Carl-Børge kigger ud af sin hoveddør. Han skutter sig og bestemmer sig for at tage jakke på.
Lidt efter går han ned gennem sin baghave. Han nipper nogle brunplettede blade af et par jordbærplanter.og glæder sig over synet af bærene. Et af dem er ved at blive rødt. Bærene kan såmænd have gavn af regn, men det vil nok ærge mange mennesker.
Carl-Børge når ud på den asfalterede plads ved siden af huset. Der holder hans kære, gamle bus. Den er grå og rund i formerne. “C.B s busture, også uden for ruten,” står der på siden, malet med gule blokbogstaver. CArl-Børge smiler og tænker : "For snart halvtreds år siden købte jeg en bus, og så kørte jeg folk; mest fra Sdr. Udby til Storestrup eller et sted der i mellem, men også på udflugt. Det var min kone, Tilde, der fandt på ordene og de stod så flot lakerede på bussen. Da de falmede malede jeg dem bare, for jeg er ikke nogen holden mand.
Men jeg behøver heller ikke store, dyre reklamer."
Uden for busdøren står der en kost. Den er langskaftet og har stride, strittende børster. Carl-Børge lukker forsigtigt sin ene næve om skaftet. Dens ejer bryder sig ikke meget om at andre tager på den, men hun glemte den sidst hun kom forbi, og nu skal hun bruge den.
Carl-børge nynner en melodi, mens han begiver sig ind mellem grønne, stive sæder. Han syner bussens indre og smiler, mens han placerer den gamle kost på bagsædet, hvor et brunstribet tæppe er bredt ud. Så tager han en flunkende ny kost og begynder at feje gulvet.
Da det er gjort, sætter han sig godt til rette i chaufførsædet, sætter gearstangen i rette position og drejer nøglen. Hans gode, gamle bus pjatter lidt, før den starter, men de kender hinanden, de to, og snart lyder bussen som en mellemting mellem en glad kat og en fiskekutter,
Den kører et stykke ned af landevejen. Forbi stoppestedet. Nu kører en anden bus den faste rute. Men det gør ikke så meget, for turene uden for ruten er nok så eventyrlige.
Carl-Børge styrer bussen ned ad en smal vej. Han brummer: "Tusnelda skulle nu gøre noget ved den vej. Bussen skrumbler jo."
Men bussen tager det roligt, og snart ser hen Tusnelda og hendes veninder. De står på gårdspladsen og vinker ivrigt, mens de smiler.
Carl-Børge smiler også. Det skal nok blive hyggeligt, selvom det er en lang tur.
For Tusnelda og veninderne orker kun vil flyve de sidste 100 kilometer.