Vækkeuret havde ringet i over 2 minutter, før jeg vågnede. Min dyne vejede usædvanligt meget, og det var som om, alt ved værelset tyngede mig ned i sengen. Der var en tyk tåge i mit hoved, og da jeg åbnede øjnene brændte middags solen sig fast på mit synsfelt. Jeg blinkede et par gange, men lod til sidst øjnene være lukket. Jeg kunne mærke uro, fornemme gnidninger i luften, men det kom ikke fra mit eget sommerhus. Jeg havde siddet helt alene i går - ikke engang tv'et var tændt. Jeg satte mig op og gned mine øjne, rettede så blikket mod familien Kaspersen's vejrhane. Sydøstenvind. Så måtte det komme fra byen af. Besynderligt.
Jeg trak morgenkåben på og gik ud i køkkenet. Det tomme bægre vaniljeis stod stadig fremme fra i går, tæpperne og dynerne lå på gulvet, og der stank af røgen fra stjernekastere endnu. De kunne ikke bruges som erstatning for røgelses pinde, havde jeg erfaret og blot efterladt de afbrændte pinde på gulvet.
Jeg tog endnu et bæger is ud af køleskabet, denne gang chokoladeis, og satte mig på køkkenbordet. Kastede et hurtigt blik på listen over programmer i fjernsynet klokken 1. På dr1 - et program om orkaner. På tv2 -genudsendelse af Lars Lykkes tiltrædelsestale. Jeg sukkede. Så skulle jeg måske tage ud at handle.
Da jeg trådte udenfor blev jeg mødt af en lun, fugtig og tung luft, som alligevel virkede overvældende frisk. Min cykel stod lænet op ad træhuset - tildækket med edderkoppespind og fuglelort.

Jeg kom til byen, men blev stoppet af en afspærring foran 3 huse, som alle var sorte af sod.
- Hvad er der sket? spurgte jeg en ældre dame, som stod og kiggede bedrøvet på husene.
- Det var en brandulykke, der skete i nat. Det er også ganske forfærd..
- Hvad var brandårsagen? afbrød jeg. Hun kiggede på mig med et glimt af afsky og fornærmelse i øjnene.
- Det ved man ikke. Det er mit hus der til højre. Vi blev vækket i nat af politiet og ..
Så hørte jeg ikke mere. Jeg havde vendt min cykel og var på vej hjem. Sjovt som hun troede, at jeg gad at høre om en evakuering.
Luften blev bedre, som jeg bevægede mig væk fra byen. Væk fra menneskerne. Men først rigtig god da jeg trådte ind i mit hus igen. Jeg skyndte mig at lukke døren efter mig. Låse den. Jeg lagde mig i sengen, og mit hoved slappede igen af.

Der kunne han selv se. Jeg havde slet ikke brug for ham, havde ikke engang skænket ham en tanke hele dagen. Jeg savnede ham ikke det mindste.