Arrigt trykkede han hårdere på fjernbetjeningens slukknap, men dimsen trængte åbenbart til nye batterier, for statsministerens tiltrædelsestale lød stadig klart og tydeligt gennem rummet hen til den blankslidte veloursofa, hvor han havde slænget benene op med stort besvær. Han orkede ikke at rejse sig for at slukke for det støjende apparat. Bentøjet var ikke hvad det havde været. I stedet lukkede han øjnene og lod som om statsministeren overhovedet ikke kom ham ved. I Schlüters tid ville fjernbetjeningen have virket. Men dengang ville han nu heller ikke have slukket for apparatet. Det var som om politik var lidt bedre dengang.

Det var halvmørkt i stuen, da han vågnede. Fjernsynet gjaldede op om stjernestøv og sangtalent. Han var ligeglad. Ungerne på skærmen skabte sig som om de troede at verden tilhørte dem. Vreden steg op i ham, og han langede ud efter puden med jagtbroderiet. Hans knyttede næve slog formålsløst ned i det bløde, halvfedtede stof og sendte en lille sky af støv op i luften. Besværet krængede han bentøjet ud over sofakanten og rykkede frem. Så var han klar til at sætte fra med hænderne, sådan som hjemmesygeplejersken havde lært ham. Efter operationen skulle han passe på ikke at overanstrenge sine mavemuskler. Hun skulle komme igen i morgen. Måske havde hun tid til også at hjælpe med at finde nogle nye batterier til det plastikbras. Hun kørte jo bil mellem besøgene nu. Det var ikke som i gamle dage, hvor alt foregik på cykle. Når selv sygeplejerskerne kørte rundt i en smart, ny tjenestevogn, var det da ikke så sært at regeringen ikke kunne få økonomien til at hænge sammen.

Da sygeplejersken ringede på næste formiddag, havde han allerede spist morgenmad. Vist havde han ikke fået spejlæg, bacon og friskbagte rundstykker, men han havde dog selv fået havregrynene ud af skabet og ned i tallerkenen. Resterne lå spredt en smule over bordet, men det gjorde ikke så meget, nu var hun her jo. ”Hør, De kunne vel ikke løbe ned efter en liter vanilleis, frøken Madsen?” spurgte han høfligt da han åbnede døren. Det var jo nemmest hvis hun gjorde det med det samme, inden hun fik overtøjet af. ”Jeg får en ungdomsven på besøg i eftermiddag.” Frøken Madsen smilede venligt til ham. ”Jeg har jo sagt, at jeg hedder Stine,” svarede hun ham og trådte ind i entréen. ”For resten er jeg her kun for at hjælpe med genoptræningen. Jeg kan ikke nå at løbe ærinder.” Hun tog fat på sine øvelser og bemærkede hvor stiv han var blevet på det sidste.